Signe & Nikolaj

Posted By admin on 15. april 2024

Hanukka-udfordringen: His Master’s Voice

Prædiken i Allinge, Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nogle af jer har sikkert set det her maleri før – måske på en grammofonplade, eller på en butik hvor man kan købe dem. Maleriet hedder His Master’s Voice (som betyder ”Hans herres stemme”), og det blev malet af englænderen Francis Barraud i 1898. Dengang var grammofonen stadig en ret ny teknologi, og der blev til stadighed arbejdet på at forbedre lydkvaliteten. Og maleriets budskab er jo ikke til at tage fejl af: Nu, i 1898, var man nået så langt at en hund ville kunne genkende sin herres stemme når den blev afspillet fra en grammofon. På den oprindelige udgave af billedet var det i øvrigt en cylindergrammofon hunden lyttede til, men hvor mærkeligt det end lyder, havde Barraud svært ved at finde et pladeselskab der var interesseret i at købe maleriet (de første han spurgte, afviste ham med ordene ”Hunde lytter jo ikke til grammofoner!”), og da firmaet The Gramophone Company til sidst bed på, stillede de den betingelse at det skulle ændres så hunden lyttede til en pladegrammofon. Ak ja, der er ikke noget nyt i at kunsten må gå på kompromis for at tækkes kommercielle interesser.

                      Det der gør maleriet så stærkt – altså ud over kunstnerens fremragende gengivelse af hundens ansigtsudtryk – er at hundes evne til at genkende deres herres (m/k) stemme blandt tusinder af andre, er velkendt. Men faktisk er hunde ikke de eneste dyr der har den evne. Undersøgelser viser at det samme gælder eksempelvis katte og heste, og at også elefanter, krager og duer kan kende forskel på det ene og det andet menneskes stemme – og ja, selv får kan lære det. De kan ganske vist ikke forstå hvad man siger til dem, men de kan forstå hvem der siger det, og når de hører den stemme der tilhører deres hyrde, så følger de efter. Det er derfor Jesus siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig”.

                      Havde det været bogstavelige får med fire ben og uld Jesus havde talt om, ville Johannes næppe have fundet det relevant at skrive om det, for det var almen viden i den kultur at får kender deres hyrdes stemme, så hvorfor skulle det være anderledes med Jesus’ får? Men pointen er naturligvis at de ”får” som Jesus taler om, er mennesker. Og det har hans tilhørere næppe været i tvivl om, for det at bruge får som en metafor for mennesker var meget almindeligt i datidens jødiske kultur; den Davidssalme som vi hørte tidligere i gudstjenesten, er langt fra det eneste sted i Det Gamle Testamente vi finder metaforen.

                      Hvis vi i vores kultur sammenligner mennesker med får, er det som regel alt andet end positivt ment; det betyder som regel at den eller de personer der bliver kaldt for får, er dumme, feje og passive. Eftersom kong David i den salme vi hørte, sammenligner sig selv med et får, siger det næsten sig selv at konnotationerne var noget mere positive i den kultur, men det er dog stadig sådan at når nogen i Det Gamle Testamente bliver sammenlignet med får, så er det meget ofte med fokus på at de er hjælpeløse. Det ser vi for eksempel ved slutningen af israelitternes ørkenvandring, hvor Gud fortæller Moses at tiden for hans død nærmer sig, hvilket får Moses til at bønfalde Gud om at give folket en anden leder i hans sted, ”så Herrens menighed ikke bliver som får uden hyrde” (4 Mos 27,17). Hjælpeløsheden skyldes ikke mindst at får har en elendig stedsans, så hvis der ikke er en hyrde der leder dem, farer de vild, hvilket blandt andre profeten Esajas henviser til når han i sit nok mest berømte kapitel skriver: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej” (Es 53,6). Men får der rent faktisk har en hyrde, har folk i Det Gamle Testamente tilsyneladende ingen problemer med at ligne. I Salme 100 jubler salmisten for eksempel: ”Forstå, at Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk og de får, han vogter” (Sl 100,3), og i den længere fabel i Ezekiels Bog kapitel 34, hvor israelitterne indtager rollen som får, ender lykkeligt – ikke fordi folket ophører med at være får, men fordi Gud giver dem en god hyrde. Og det billede samler Jesus så op i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor han kalder sig selv for den gode hyrde.

Selve det vers hvor Jesus siger ”Jeg er den gode hyrde”, hørte vi sidste år ved denne tid, for det indgår i prædiketeksten til 2. søndag efter påske efter første tekstrække, mens vi her i anden tekstrække kommer ind lidt senere i kapitlet, på et tidspunkt hvor Jesus bliver passet op af den gruppe mennesker som Johannesevangeliet blot omtaler som ”jøderne”. Eftersom der var flere millioner jøder i verden på Jesu tid, deraf mindst en million i Judæa hvor dagens tekst udspiller sig, var det naturligvis ikke alle jøderne i byen der slog ring om Jesus; når vi møder betegnelsen ”jøderne” i Johannesevangeliet, er der specifikt tale om de grupperinger i jødernes religiøse elite – skriftkloge, farisæere og saddukæere – der var modstandere af Jesus. (Derfor synes jeg også det er helt på sin plads at den nye norske bibeloversættelse har valgt at skrive ”de jødiske ledere”, selvom det valg har mødt megen kritik). Det var lidt af en catch 22 de jødiske ledere udsatte Jesus for ved at tvinge ham til at svare ligeud på om han var Kristus, for hvis han sagde ja, havde de ham omringet og kunne straks tilkalde de romerske myndigheder og anklage ham for oprørsstiftelse, og hvis han sagde nej, ville han blive forladt af sine tilhængere. Men som sædvanlig har Jesus situationen under kontrol, og han tvinger sine modstandere i defensiven ved dels at påpege at han allerede har svaret på spørgsmålet, og at de derfor med andre ord ikke er ærlige når de beskylder ham for at holde dem hen, og dels at sige at han tilmed har bevist sin status som Kristus i handling i en grad så den eneste mulige forklaring på at de jødiske ledere ikke tror på ham, er at de ”ikke hører til hans får”. Her udvider Jesus altså fåremetaforen, så den ikke kun handler om hjælpeløshed og mangel på stedsans, men også om et mere positivt træk ved får, nemlig deres evne til at genkende hyrdens stemme.

Det kan godt umiddelbart lyde som om Jesus prædiker en form for fatalisme her: Enten er man et af hans får, og så kan man genkende hans stemme, og så er alt i den skønneste orden, eller også er man ikke, og så er det bare ærgerligt. Men sådan er det heldigvis ikke. Det er mere korrekt at sige at der ikke er en eneste af os der i udgangspunktet hører til Jesu får (altså til Guds folk), og at ingen af os er i stand til ved egen kraft at blive et af Jesu får, for det kræver en gennemgribende forvandling som det kun er Guds ånd der kan skabe (jf. Joh 3,5-6). De jødiske lederes manglende evne til at genkende Jesus som Kristus, skyldes altså ikke en forudbestemt skæbne, men ene og alene det at de ikke har ladet sig forvandle af Guds ånd – og det at blive forvandlet af Guds ånd er et tilbud som rækkes til alle. Der er selvfølgelig lidt ”hønen og ægget” i det, for det kræver jo tro at komme til Jesus og lade sig forvandle af ham, og så er man jo på den hvis man ikke kan tro medmindre man er blevet forvandlet, ikke sandt? Men selvom de fleste af os har svært ved at svare på hvad der kom først, hønen eller ægget, så ændrer det ikke på at der er masser af både høns og æg i verden, og på samme måde er der heldigvis også millioner og atter millioner af mennesker der tror på Jesus og er blevet forvandlet af hans ånd, selvom vi nemt løber ind i paradokser hvis vi skal svare på hvilken af delene der kom først. (Der er i øvrigt kloge teologer der i århundredernes løb er kommet med nogle gode bud på hvordan paradokset kan løses, men tiden løber, så det må vi gemme til en anden god gang).

Den pointe jeg gerne ville frem til i dag, er at vi har Jesu ord for at hvis vi tror på ham – hvis vi hører til hans får – så kan vi også kende hans stemme! Det ved jeg ikke om du nogensinde har tænkt over? Tror du på Jesus? Er du døbt til at høre sammen med ham? Så er du også et af de får han er hyrde for, og det betyder at du er i stand til at genkende hans stemme når han kalder på dig! Der er ellers mange kristne der vil sige at det er helt enormt svært at vide hvornår det er Gud der taler til os, og hvornår det bare er vores egen indbildning (eller måske endda Djævelen, Gud forbyde det!), men det behøver altså ikke at være svært, siger Jesus til os i dag. Og hvis du alligevel synes det er svært, så vil jeg slutte af med at nævne nogle af de ting som den gode hyrdes stemme kan kendes på.

For det første taler den gode hyrde altid kærligt. ”Gud er kærlighed”, står der i Første Johannesbrev (4,8). Det betyder ikke at han altid stryger os med hårene – det er jo alt andet end kærligt hvis forældre ikke opdrager deres børn. Men selv når Jesus siger til os at vi er på vej i en forkert retning, og at der er noget vi skal holde op med at gøre, og noget andet vi skal begynde at gøre, selv da taler han kærligt, formanende, ikke fordømmende. Formålet med at han taler til os, er at vi skal finde tilbage til hans glæde.

For det andet taler den gode hyrde altid tydeligt – ikke nødvendigvis tydeligt nok til at tilfredsstille vores nysgerrighed, men tydeligt nok til at vi ikke er i tvivl om hvad han vil have os til at gøre. Som vi talte om tidligere: Selvom fårene ikke forstår præcis hvad det er hyrden siger, så forstår de dog at de skal følge efter ham. Hvis Gud vil have dig til at gøre noget andet end det du gør i dag, så vil han ikke tillade at du kommer til at opleve hans fred i det du gør nu, og han vil ikke holde op med at minde dig om på en lang række forskellige måder hvad det er han vil have dig til at gøre i stedet. Så du behøver ikke at stresse over risikoen for at du kommer til at overhøre eller misforstå hvad Gud siger – skulle det ske, skal han nok sige det til dig igen på en anden og tydeligere måde.

For det tredje – og jeg har allerede været lidt inde på det: Den gode hyrdes stemme er altid ledsaget af en dyb og ægte fred. Hvis du træffer en beslutning baseret på noget som den gode hyrde har talt til dig om, så vil du dybt i din sjæl ikke være det mindste i tvivl om at det er den rigtige beslutning, uanset hvad du måtte have af intellektuelle indvendinger og følelsesmæssige bekymringer.

Og endelig for det fjerde, så er den gode hyrdes stemme altid i samklang med Guds skrevne ord i Bibelen. Derfor er det at læse regelmæssigt i Bibelen også en måde at blive endnu mere fortrolig med hyrdens stemme – ligesom det i øvrigt er at bruge tid i bøn, at tage del i brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og at komme regelmæssigt til bordet med nadverens brød og vin, hvor Jesus rækker os sit legeme og blod.

Så se godt på den hund som Francis Barraud har malet, og tænk på at den er et billede på dig!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter påske 2024
Tags: Hebræerbrevet 13.20-21, Johannesevangeliet 10.22-30, Salme 23

Posted By admin on 15. april 2024

Peters genindsættelse: Kød er hø

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”, sang vi i den ellers så livsglade forsommersalme, som jeg personligt har som en af mine absolutte favoritter i Den Danske Salmebog. Men den har også været længe undervejs – hvis I ser nedenunder salmen, så kan I se at der som forfatterangivelse står ”Carl David af Wirsén 1889” (han var svensker, og hans oprindelige udgave af salmen hed ”En vänlig grönskas rika dräkt”), og så står der ”Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996”. Johannes Johansens danske gendigtning af Wirséns salme har nemlig været udgivet i en del forskellige samlinger inden den kom med i Den Danske Salmebog i 2003, og for hver nyudgivelse har Johansen finpudset teksten lidt. Og det er faktisk først i den allersidste version at der er kommet til at stå ”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”; i alle de tidligere versioner var det omvendt: ”Alt kød blir hø, hver blomst må dø”!

Jeg vil gætte på at I godt forstår hvorfor man valgte at ændre formuleringen til den nuværende, for umiddelbart giver udsagnet ”Alt kød bliver hø” jo ikke særlig meget mening, i hvert fald ikke for os her i det 21. århundrede. Men før i tiden var vendingen ”kød er hø” faktisk et almindeligt kendt mundheld, som blandt andet findes hos Strindberg og Storm P, så hvis du for 100 år siden var gået hen til en hvilken som helst person i Danmark og havde sagt: ”Kød er hø!”, så ville han højst sandsynlig have svaret: ”Ja, det ved jeg godt, men er der nogen grund til at minde mig om det?” Mundheldets betydning er nemlig at vi mennesker – som jo er lavet af kød – er lige så forgængelige som hø; med andre ord: at vi skal dø. Og ligesom så mange andre mundheld stammer det oprindelig fra Bibelen, nærmere bestemt fra Esajas’ Bog kapitel 40. I 1992-oversættelsen lyder det sådan her: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid” (Es 40,6b-8). Og hvis du sidder og tænker: ”Hmm, det lyder bekendt. Hvor har jeg hørt det før?”, så er det fordi de vers fra Esajas bliver citeret i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte som dagens anden læsning.

Men det interessante er at Peter citerer det som noget positivt, ikke som noget negativt! ”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord”, skriver han – eller som det lidt mere forståeligt udtrykkes i den nudanske oversættelse Bibelen2020: ”Gennem Guds levende ord, der aldrig vil forsvinde, har I fået nyt liv”. Citatet fra Esajas siger jo ikke blot at vi mennesker er forgængelige som græs, men også at der er noget der ikke er forgængeligt, nemlig Guds ord, og konteksten i Esajas er et trøstebudskab om at selvom vi mennesker er forgængelige og dødelige, så er Gud i stand til at give os nyt liv igennem sit ord. Hvad det mere præcist skulle betyde, har nok været vanskeligt at forstå for Esajas’ oprindelige tilhørere og læsere, men nu er det blevet åbenbaret! skriver Peter lidt tidligere i det stykke vi hørte. Nu har vi hørt det ord som kan give nyt liv på trods af vores forgængelighed – ja, ikke alene det, men i kraft af det ord er vi blevet genfødt, som Peter udtrykker det, det vil sige: vi har påbegyndt et helt nyt liv, hvor vi ikke længere er forgængelige, men uforgængelige.

Inden du begynder at protestere og påpege at du dagligt oplever forgængeligheden i dit liv i form af døde hudceller, grånende hår samt muskler og led der ikke er lige så funktionelle som da du var 20, og at præsten da vist selv har det på samme måde, så må jeg hellere skynde mig at understrege at den uforgængelighed som Peter taler om, ikke er synlig, men er noget vi besidder i troen, det vil sige i tillid til at når Gud har sagt at han har genfødt os til uforgængelighed, så er det sådan det er, også selvom vi hverken kan se eller mærke det – undtagen når Gud lader sin herlighed bryde igennem i små glimt, som når vi eksempelvis får lov til at opleve en helbredelse eller en anden form for bønnesvar. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev (4,16-18): ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”

”Men hvorfor skulle vi tro på noget vi ikke kan se?” tænker du måske. ”Skal vi så også tro på tandfeen og påskeharen?” Og det er bestemt en berettiget indvending. Derfor synes jeg vi skal se lidt på hvorfor Peter selv var så overbevist om at han var blevet genfødt til uforgængelighed – så sikker at han endte med at gå i døden for sin overbevisning. Og det kan dagens evangelietekst hjælpe os med at forstå. Teksten er taget fra det allersidste kapitel af Johannesevangeliet og foregår altså efter Jesu lidelse, død og opstandelse. (Derfor er det også meget oplagt at den er blevet placeret her 1. søndag efter påske). De første ord i teksten er ”Da de havde spist”, og det fortæller os at der er gået noget forud, nemlig et måltid. Det måltid fandt sted på bredden af Genesaret Sø. Baggrunden var at Simon Peter og seks af de andre disciple var taget på fisketur, måske fordi de ikke vidste hvad de ellers skulle foretage sig nu hvor Jesus var opstået fra de døde og alt det der, men stadig ikke havde afsløret hvad det næste led i hans plan var. Han havde vist sig for disciplene ved flere lejligheder, men var hver gang forsvundet igen lige så pludseligt som han var kommet, og det var alt sammen meget forvirrende og fremmedartet (selvom de selvfølgelig først og fremmest var glade for at Jesus var blevet levende igen), så de har sikkert trængt til at lave noget velkendt, og både Peter og flere af de andre havde arbejdet som fiskere ved Genesaret Sø indtil Jesus kom forbi og sagde at de skulle følge ham som hans disciple. Men bedst som de slukørede var på vej i land efter en hel nats arbejde hvor de ingenting havde fanget, dukker der en mand op inde på bredden og siger at de skal kaste nettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med så mange fisk at de ikke kan trække det ind igen. Da går det op for dem at manden inde på bredden er Jesus, og de skynder sig ind med deres fangst. I mellemtiden har Jesus lavet morgenmad til dem, og det er den de lige er blevet færdige med at spise, da den samtale mellem Jesus og Peter som er dagens prædiketekst, udspiller sig.

Det kan virke mærkeligt at Jesus stiller Peter de spørgsmål han gør; ja, det kan ligefrem virke snagende og anmassende – hvis man da ikke kender forhistorien. Forhistorien er nemlig at aftenen før Jesus blev korsfæstet, spiste han et sidste aftensmåltid sammen med sine disciple (”den sidste nadver”, som vi plejer at kalde det), og ved den lejlighed forudsagde han at disciplene ville lade ham i stikken når han blev taget til fange, men Peter erklærede frejdigt: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig” (Matt 26,33). Selvtilliden fejlede ingenting! Men der var ikke dækning for den, viste det sig: Inden hanen havde galet næste morgen, havde Peter tre gange nægtet at han kendte Jesus. Der er ingen tvivl om at det var derfor Jesus nu tre gange spurgte Peter om han virkelig elskede ham – og at det var derfor Peter blev så bedrøvet over at han spurgte, for han vidste jo godt at han havde fejlet big time. Han havde i den grad erfaret at ”kød er hø” – ikke kun hvad holdbarhed angår, men også hvad pålidelighed angår. Og det mærkedes også på hans svar. Jesus lagde ud med at spørge: ”Elsker du mig mere end de andre?”, for det var jo det Peter havde hævdet at han gjorde: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” Men nu svarer Peter anderledes afdæmpet: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” ”Du ved at jeg holder af dig,” som vi ville sige på nudansk.

Strengt taget svarede Peter ikke på det Jesus spurgte om. ”Elsker du mig mere end de andre?” ”Ja, du ved at jeg holder af dig.” Det svarer næsten til hvis Jesus havde spurgt: ”Er du god til at svømme?”, og Peter så havde svaret: ”Ja, jeg elsker at soppe.” Så hvad mon Jesus ville sige til Peters svar? Kan I huske hvad han sagde? ”Vogt mine lam!” Jesus’ ”lam”, det er alle os som tror på ham. Et andet sted i Johannesevangeliet siger Jesus om sig selv at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, men her, efter sin opstandelse og før sin himmelfart, siger han altså til Peter at han skal vogte Jesus’ lam og være hyrde for hans får. Med andre ord: Jesus betror Peter at være discipelflokkens leder! Hvordan kunne han dog gøre det, når Peter havde fejlet så grusomt?

Det kunne han fordi Peters svigt var en helt naturlig følge af Peters skrøbelige menneskenatur. Hvis vi mennesker sætter vores lid til os selv og tror at vi er immune over for fristelser og fald og skrøbelighed, så vil det uvægerligt gå galt før eller siden – og jeg vil faktisk vove den påstand at det var Peters held at det gik galt før og ikke siden! Det var nemlig først da han var nået derhen hvor han var holdt op med at stole på sig selv, der hvor det gik op for ham at han var gjort af forgængeligt materiale, og at alle hans store ord ikke var mere værd end hø – først der var han klar til at lade sig genføde af Guds ord. Grunden til at Jesus valgte at stole på Peter, var altså at Peter var holdt op med at stole på sig selv, og var blevet klar over at han var helt og aldeles afhængig af Jesus.

Men hvad er det da for et ord der har så stor kraft at det ligefrem kan genføde os til uforgængelighed? ”Det er dette ord, der er blevet forkyndt for jer”, skrev Peter, som vi hørte. Og det ord som Peter og de andre apostle forkyndte der hvor de kom hen på deres rejser, det var Jesus selv. ”Jesus Kristus er det ord, der skaber liv af døde,” som vi sang. Jesus viste med hele den måde han levede sit liv på, hvem og hvordan Gud er, og derfor kan man sige om ham at han er Guds ord (det vil sige, faktisk er det ikke kun derfor, men lad os bare holde os til det i dag). Jesus levede som den eneste et menneskeliv der var helt fri for al skrøbelighed og forgængelighed, og dermed blev han den undtagelse der bekræfter reglen om at ”kød er hø”. Men han gjorde det for vores skyld, for at vi også kunne få del i hans uforgængelighed. Og det er faktisk det der sker i dåben: Vi bliver knyttet sammen med Jesus, sådan at vores forgængelighed dør sammen med ham på korset, og hans udødelige liv bliver vores. ”I blev løskøbt fra det tomme liv … med Kristi dyrebare blod”, som vi hørte i læsningen fra Første Petersbrev.

Som sagt er det en usynlig uforgængelighed vi får – i den synlige verden bliver vi ved med at være lige så forgængelige som vi hele tiden har været. Men vi kan vælge at sætte vores lid til det usynlige, ligesom Peter gjorde den dag ved Genesaret Sø hvor Jesus bad ham om at vogte hans får – at lade være med at se på alle vores egne fejl og mangler, og i stedet se på Jesus og sætte al vores lid til hans ord.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter påske 2024
Tags: Esajas' Bog 43.10-12, Første Petersbrev 1.17-25, Johannesevangeliet 21.15-19

Posted By admin on 15. april 2024

Maria Magdalene ved Jesu grav: Han kalder os ved navn

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Telefonen ringer. Det er et nummer jeg ikke har kodet ind, kan jeg se, så jeg gør mit bedste for at lyde både venlig og formel idet jeg tager den og siger: ”Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby”. Men det er ikke en formel stemme der møder mig i den anden ende; tværtimod emmer det nærmest af genkendelsens glæde idet der bliver sagt: ”Hej Nikolaj!”, og jeg når lige at overveje hvilken af mine gamle venner det kan være, inden vedkommende præsenterer sig som ”Jakob fra Folkekirkens Nødhjælp” eller ”Louise fra Tryg Forsikring” eller ”Jesper fra Kristeligt Dagblad”, og det går op for mig at det ikke er en gammel ven, men derimod et menneske som jeg ikke aner hvem er, der enten vil sælge mig noget eller have mig til at øge mit månedlige bidrag til en organisation. Og jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg godt blive lidt irriteret over at den slags phonere (som det hedder på nudansk) strør så gavmildt om sig med mit fornavn når vi taler sammen. Det lader jeg mig selvfølgelig ikke mærke med; jeg svarer venligt tilbage, og hvis jeg husker det, forsøger jeg at bruge phonerens fornavn lige så hyppigt som han eller hun bruger mit, når nu vi åbenbart skal forestille at være best buddies.

                      Grunden til at jeg nævner den type telefonopkald, er at de er undtagelsen der bekræfter reglen, nemlig den regel at det er rart når nogen bruger ens navn. Prøv for eksempel at forestille dig at du er mødt op til et arrangement hvor du ikke kender ret mange, og du står måske og ser dig lidt fortabt omkring, men så hører du pludselig en velkendt stemme sige dit navn, og straks føler du dig langt mere hjemme. Eller det kan være at du står eller sidder over for en person der besidder en form for magt eller autoritet over dig, og du er måske ikke helt sikker på om vedkommende er dig venligt stemt, men hvis vedkommende smiler og bruger dit fornavn, er det som regel et godt tegn. I det hele taget ligger der en anerkendelse i det at nogen siger ens navn: Man er set, ikke bare som en af mange, men som det unikke individ man er.

                      Og så er det for resten ikke helt ligegyldigt, hvem det er man bliver kaldt ved navn af. Det er altid rart når nogen bruger ens navn (medmindre det er en phoner, altså), men det er i særdeleshed rart hvis man hører sit navn udtalt af en person som man elsker eller beundrer – det er jo de mennesker vi allerhelst vil ses og anerkendes af.  Og i særdeleshed er det skønt hvis der er tale om et menneske som man var bange for at man havde mistet, enten på grund af en konflikt eller på grund af udefra kommende omstændigheder.

                      Derfor tror jeg ikke der har været noget lykkeligere øjeblik i Maria Magdalenes liv end da hun, midt i sin fortvivlelse og forvirring den morgen i gravhaven hørte den stemme som hun både elskede og beundrede allermest, sige det lille korte ord: ”Maria!” I det øjeblik gik hendes liv lige fra den ene yderpol til den anden, og heldigvis i den gode retning: Med Jesu død havde Maria mistet alt hvad hun havde bygget sit liv på. Præcis hvordan hendes liv så ud før hun mødte Jesus, ved vi ikke, men første gang hun omtales i Lukasevangeliet, præsenteres hun som ”Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af” (Luk 8,2), og – ja, hvordan det så end mere præcist har givet sig udtryk at hun havde syv dæmoner i sig, så tror jeg i hvert fald roligt vi kan gå ud fra at det har været alt andet end behageligt, for nu at sige det mildt! Ifølge traditionen er hun i øvrigt identisk med den kvinde der salvede Jesu fødder i farisæerens hus (Luk 7,36-50), og som husværten så på med foragt fordi hun var ”én, der lever i synd” (Luk 7,39). Men hos Jesus havde hun mødt både tilgivelse, helbredelse og anerkendelse, og i kraft af den måde han så hende på, havde hun fået et helt nyt liv. Så da han blev slået ihjel, mistede hun ikke kun en elsket læremester og ven; hun mistede også det nye fundament hun havde fundet i sit liv. Og som for at føje spot til skade kunne hun nu ikke engang ære hans døde legeme fordi nogen tilsyneladende havde fjernet det fra graven. Hvorfor hun ikke genkendte Jesus i første omgang da han sagde: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?”, er svært at sige med sikkerhed – måske var det fordi hun var blændet af tårer så hun ikke kunne se klart, måske var det fordi hun i sin sorg slet ikke betragtede det som en mulighed at Jesus kunne stå lyslevende foran hende, eller måske var det fordi hendes øjne ”holdtes til”, på samme måde som det skete for de to disciple der senere på dagen fik selskab af Jesus på en gåtur til Emmaus. Men uanset hvad årsagen var, faldt det hele i hvert fald på plads da Jesus kaldte hende ved navn.

                      Tænk hvis Jesus også ville kalde dig og mig ved navn! Ville det ikke være skønt? Ja, er der overhovedet nogen i hele universet som det kunne være skønnere at blive kaldt ved navn af end netop Jesus? Men i modsætning til Maria Magdalene lever vi jo på den anden side af himmelfarten, så sandsynligheden for at vi pludselig står ansigt til ansigt med Jesus – med eller uden havemandsskjorte – synes umiddelbart ikke at være særlig stor. Umiddelbart. Men med fare for at foregribe prædikenen til Kristi himmelfart, så er det faktisk lige omvendt: På grund af himmelfarten er sandsynligheden for at vi kommer til at opleve at befinde os på samme sted som Jesus, faktisk langt større end den ellers ville have været. Som himmelfaren er Jesus nemlig lige nær alle steder på én gang. Den morgen hvor han mødte Maria Magdalene i gravhaven, da var det lige dér han var, og derfor kunne han ikke samtidig stå og kalde på nogen i Egypten eller Syrien eller Danmark, men nu hvor han ikke længere er begrænset af denne verdens geografi, kan han kalde på alle mennesker alle steder samtidig. Og det ikke alene kan han gøre – han gør det også!

                      Vi kan selvfølgelig ikke se ham med vores øjne på samme måde som Maria kunne, men som vi hørte, hjalp det jo heller ikke Maria noget at hun kunne se ham; hun kunne ikke kende ham alligevel, før han sagde hendes navn. Vi kan selvfølgelig heller ikke med vores fysiske ører høre ham sige vores navn, sådan som Maria kunne, men alligevel kan millioner af kristne verden over vidne om at vi har hørt Jesus kalde os ved navn. Okay, måske vil du ikke lige bruge de ord (det vil jeg nok i virkeligheden heller ikke selv – dels fordi det nemt kommer til at lyde svulstigt og prætentiøst, dels fordi jeg ville være bange for at blive beskyldt for at have talt usandt hvis jeg blev nødt til at forklare at jeg ikke mente det helt konkret og bogstaveligt, og dels fordi det kunne risikere at give unødvendige anfægtelser til medkristne der ikke helt konkret og bogstaveligt har hørt Jesus kalde på dem, og som måske ikke helt har fanget at det har jeg heller ikke, parentes slut) – men det ændrer ikke på at Jesus vedblivende kalder på os på en række forskellige måder, både før og efter at vi er kommet til tro på ham.

                      For det første kalder han på os gennem skaberværket. Ganske vist er skaberværkets største og vigtigste formål blot det at Gud glædes over at det er til, men den del af skaberværket som vi mennesker kan se og opdage, har derudover det formål at vi mennesker skal kende Guds ”usynlige væsen, … hans evige kraft og hans guddommelighed”, som Paulus skriver i Romerbrevet (1,20). Det er ganske vist en generel henvendelse til hele menneskeheden og kan dermed ikke siges at være udtryk for at Gud ligefrem kalder os ved navn, men det er i hvert fald udtryk for at han kalder på os.

                      Anderledes personligt er det når Gud kalder på os gennem vores samvittighed. Det som vores samvittighed siger, er ganske vist et stykke ad vejen formet af den opdragelse vi har fået, og vi kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem samvittighedens stemme og Guds stemme, men ikke desto mindre bruger Gud vores samvittighed til at tale til os – og vores samvittighed kalder os i hvert fald ved navn!

                      En tredje måde Gud kalder på os på, er gennem Skriften, altså Bibelen. ”Det er da i hvert fald ikke med navns nævnelse!” tænker du måske (medmindre man hedder Maria, selvfølgelig) – men ikke desto mindre er der mange der gennem årene har oplevet at et bibelvers pludselig har virket som om det var talt til lige præcis dem helt personligt. Og så er der i øvrigt et sted i Bibelen hvor Jesus direkte siger at han ikke kun gav sit liv for menneskeheden, men for hver enkelt af os helt personligt, nemlig i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor han beskriver sig selv som den gode hyrde der sætter sit liv til for sine får, men inden han når dertil, præsenterer han hvad der generelt kendetegner en god hyrde, nemlig: ”han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud” (Joh 10,3).

                      Et sted hvor der ikke er nogen som helst tvivl om at Jesus bogstaveligt talt kalder os ved navn, er når vi bliver døbt. Ganske vist er det præsten der udtaler navnet på den person der skal døbes, men præsten handler jo ikke på egne vegne. Dåben er indstiftet af Jesus selv, så det er i Jesu navn – altså på hans autoritet og på hans vegne – at den person der skal døbes, med navns nævnelse bliver kaldt for Guds barn.

                      De fleste af jer der er her, er for længst blevet døbt, måske endda for mange år siden, og selvom det naturligvis er dejligt at vide at vi blev kaldt ved navn af Jesus dengang, så kunne du måske godt tænke dig at det skete oftere? Vores kristenliv skulle jo nødig komme til at ligne vittigheden om det midaldrende ægtepar hvor konen spørger manden hvorfor han aldrig siger at han elsker hende, hvortil han svarer: ”Det sagde jeg jo da jeg friede til dig, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal du nok få besked!” Men heldigvis fortsætter Jesus med at kalde os ved navn. Hver søndag inviterer han for eksempel hver enkelt af os til inderligt fællesskab med ham i nadveren, når han siger: ”Tag dette og spis det!” og ”Drik alle heraf!” (selvom det selvfølgelig, ligesom ved dåben, er præsten der udtaler ordene på vegne af Jesus). Og han fortsætter også med at tale til os gennem Bibelen, samvittigheden og skaberværket – og så naturligvis når vi beder til ham, hvis vi vel at mærke ikke kun lirer vores ønskeseddel af, giver os tid til også at lade ham tale til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. påskedag 2024
Tags: Første Korintherbrev 15.12-20, Johannesevangeliet 20.1-18, Salme 16.5-11

Posted By admin on 15. april 2024

Jesu opstandelse: Ben Franklin tog fejl: Vi skal ikke dø!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Der er dog ikke noget der er sikkert i denne verden, bortset fra døden og skatterne.” Sådan skrev den amerikanske videnskabsmand, opfinder og politiker Benjamin Franklin engang i 1780’erne. Det citat blev siden et bevinget ord og er måske noget af det som Benjamin Franklin i dag er allermest kendt for – og det selvom sammenstillingen af død og skatter faktisk ikke var noget Franklin selv havde fundet på, men noget som han havde tyvstjålet fra en bog af Daniel Defoe fra 1726.

                      Om skatterne nu også er så sikre som Defoe og Franklin mente, kan man altid diskutere, men at døden er det, burde der ikke være nogen tvivl om. Alligevel går mange af os til daglig rundt og lader som om det ikke er sådan. Selvom vi med vores forstand godt ved at vi alle sammen kommer til at dø, så bryder vi os ikke om at tænke på det eller tale om det. Jeg læste engang en brevkasse hvor en ulykkelig 83-årig kvinde skrev at hun gerne ville drøfte sin ”bortgang” med sine børn, men de nægtede kategorisk at tale om emnet – sikkert fordi tanken om at deres mor engang skal dø, var ubærlig for dem. Og måske var hun heller ikke selv helt afklaret med det, siden hun valgte at bruge ordet ”bortgang” i stedet for ordet ”død”.

                      At vi mere eller mindre ubevidst forsøger at bilde os selv ind at døden ikke er den sikre udgang på vores liv, kan også ses på vores ordvalg i andre sammenhænge. Hvad siger I for eksempel til en overskrift som: ”Folk risikerer at dø”, som optrådte i diverse medier for nogle år siden? Det der gemte sig bag overskriften, var naturligvis at en bestemt gruppe folk risikerede at dø tidligere end de ellers ville have gjort – i det konkrete tilfælde var der tale om at patienter på Odense Universitetshospital risikerede at dø af infektioner under indlæggelsen på grund af dårlig rengøring – og jeg ved ikke hvordan man ellers kunne have formuleret overskriften uden at den var blevet lige så lang som mine prædikener, men tankevækkende er det ikke desto mindre. For det at dø er ikke bare noget som nogle mennesker risikerer – det er noget som vi alle sammen stensikkert kommer til.

                      Men så kommer vi i kirke påskemorgen, og hvad er så noget af det første vi hører? Det er ordene ”Jeg skal ikke dø, men leve”! Det er påskens revolutionerende budskab! Benjamin Franklin tog fejl – døden er ikke noget der med sikkerhed kommer til at ramme os!

                      Nogle af jer sidder sikkert nu og tænker: ”Hvad i alverden skal det sige? Hvordan skulle man kunne slippe for at dø på et eller andet tidspunkt? I nyere tid er det ikke sket at noget menneske har opnået en højere alder end 122 år, og selv hvis det er rigtigt at Noas bedstefar Metusalem blev 969 år, som der står i Første Mosebog kapitel 5 vers 27, så døde han trods alt til sidst. Salmisten der skrev de ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, må også være død, medmindre han sidder og gemmer sig i en hule i Himalaya sammen med Elvis. Så hvad er pointen?”

                      Inden jeg besvarer det spørgsmål (det er altid godt med en cliffhanger), så vil jeg lige se lidt på et andet spørgsmål, og det er om det overhovedet ville være ønskværdigt at slippe for at dø. I mit arbejde som præst har jeg mødt en del ældre mennesker som har advaret mig om at jeg ikke skal ønske mig at blive så gammel som de er, for det er ikke spor rart. Jeg har endda mødt mennesker som brændende ønskede sig at dø fordi de syntes at de havde levet mere end længe nok. Så selv hvis det var muligt at slippe for at dø, ville vi så ønske det? Det ville i hvert fald kræve at der på en eller anden måde blev sørget for at vi aldrig kom til at kede os, og derudover ville det kræve at hverken vores krop eller vores sind gik i forfald.

                      Jeg nævnte før Metusalem, som ifølge Første Mosebog blev hele 969 år gammel – 7 år mere end sin farfar Jered, der med 962 år indtager andenpladsen på listen over de ældste personer i Bibelen, og 19 år mere end Noa som ifølge Første Mosebog 9,29 blev 950 år gammel, deraf 600 år før syndfloden og 350 år efter. Men faktisk nævner Bibelen også to personer der slet ikke døde! Den ene var Metusalems far Enok – om ham står der: ”Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24). Den anden var profeten Elias, som i levende live blev hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste – det kan man læse om i Anden Kongebog kapitel 2. (Kom ikke og sig at Bibelen er kedelig!). Men selvom Enok og Elias ikke døde, så forlod de alligevel jorden, og så vidt man ved, er ingen af dem vendt tilbage siden (bortset fra at Elias fik sig en kort snak med Jesus og Moses på Forklarelsens Bjerg). Og der er nok mange der ikke kan se den store forskel på om man forlader jorden ved at dø eller ved at blive hentet op til himlen i en ildvogn – selvom det hjælper lidt hvis man ved at jøderne på Elias’ tid ikke forventede at komme i himlen når de døde, men derimod at skulle sove i Dødsriget. Dertil kommer at Enok og Elias kun udgør en mikroskopisk brøkdel af de mennesker der har levet på jorden, og derfor er det vel begrænset hvor meget trøst vi kan hente i at netop de to fik en anderledes skæbne end alle andre. Og det er nok også derfor det hverken er Enok eller Elias der er hovedperson i påskens evangelium, men derimod Jesus.

                      ”Kristus er opstanden!” – det er kernen i påskens budskab. Vi kan næsten føle den helt utrolige glæde og lettelse som disciplene og kvinderne må have følt da det gik op for dem at Jesus virkelig var i live – hvordan den sorg og håbløshed som havde ramt dem da han blev korsfæstet, fordampede som duggen en forårsmorgen. Men det er trods alt sket flere gange at nogle mennesker har kunnet glæde sig over at få en af deres kære tilbage – alene de fire evangelier nævner 3 andre mennesker som blev oprejst fra de døde. Så hvorfor er netop Jesu opstandelse er den glædeligste nyhed nogensinde, som der stadig er grund til at fejre 2000 år senere? Jo, det skyldes at Jesus besejrede døden, ikke bare for sig selv, men for alle mennesker! Da Jesus hang på korset langfredag, hang han der som repræsentant for hele menneskeheden og bar straffen for alle menneskers synder i fortid, nutid og fremtid. Det var på vegne af alle mennesker i fortid, nutid og fremtid at Jesus fór ned til Dødsriget, og nu hvor han har besejret døden, er det ikke kun dens magt over ham der er brudt, men dens magt over alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.

                      Det betyder ikke at det biologiske fænomen som vi kalder ”døden”, er afskaffet – ikke endnu i hvert fald. Men det betyder at den ikke længere fortjener sit navn. Det ligger jo i selve begrebet ”død” at det er noget endegyldigt og uafvendeligt, men efter at Jesus har banet en vej igennem døden til en opstandelse der ligner hans, og et evigt liv på den anden side, så er der reelt blot tale om et blund, omend måske et lidt langvarigt et af slagsen. Og det er derfor vi med overbevisning i stemmen kan hævde at Benjamin Franklin tog fejl, og sige: ”Vi skal ikke dø!” Det er også grunden til at Paulus foretrækker at bruge udtrykket ”sove hen” når han taler om det der sker når vores hjerte holder op med at slå. Og det var måske i virkeligheden også det der var årsagen til at den 83-årige dame fra brevkassen brugte udtrykket ”bortgang” i stedet for ”død”?

                      Men hvad er det så for et liv vi kan se frem til på den anden side af døden og opstandelsen? Er det et lige så virkeligt liv som det vi kender fra denne verden? Det er desværre en udbredt opfattelse at det ikke er det, og det er måske en af grundene til at mange mennesker opfatter tanken om reinkarnation (altså at vores sjæl efter døden bliver genfødt i en ny krop til et nyt liv i denne verden) som mere tiltalende end det kristne opstandelseshåb.  Det skyldes nok blandt andet en misforståelse af hvad der menes med ”sjælens frelse”, som der tales om mange steder i Det Nye Testamente, for eksempel i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten.

                      Vi er vant til at betragte kroppen og sjælen som modsætninger, og derfor kommer vi let til at tænke at når der tales om ”sjælens frelse”, så betyder det at den frelse vi håber på, ikke omfatter kroppen. Det er kun blevet værre af at kristendommen allerede på et tidligt tidspunkt blev inficeret af gnostiske strømninger der betragtede den fysiske verden som noget ondt som det gælder om at undslippe fra. Selvom alle de store teologer i oldkirken talte dunder mod gnosticismen, som de med rette fordømte som det rene hedenskab, så har de kropsfjendske ideer fulgt kristendommen som en mørk skygge gennem snart 2000 år. Det har betydet at påskens budskab om at døden er en besejret fjende som ikke længere kan true os, er blevet forvansket til et budskab om at døden er en ven som befrier sjælen fra kroppens fængsel. Man kan endda finde den slags tanker i Den Danske Salmebog, for eksempel i unitarsalmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor sidste vers begynder med linjerne: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Man får nærmest indtryk af at det evige liv er en eller anden luftig, ukropslig åndetilværelse! Men den idé stammer ikke fra Bibelen; den stammer snarere fra den hedenske nyplatonisme.

                      Det Nye Testamente, derimod, fortæller os at Jesus efter sin opstandelse var i stand til at spise stegt fisk og at invitere disciplene til at røre ham så de kunne mærke at han ikke var et spøgelse, men havde kød og knogler. Og det levende håb som Jesu opstandelse har genfødt os til, er et håb om at vi vil komme til at opstå fra de døde på samme måde som Jesus gjorde det. ”Sjælens frelse” består altså ikke i at den bliver befriet fra kroppen, men tværtimod i at den bliver genforenet med en ukrænkeliggjort og udødeliggjort udgave af den gamle krop! Vi vil altså stadig være os selv – ja, endnu bedre: Vi vil være den perfekte udgave af os selv som synden på nuværende tidspunkt forhindrer os i at blive. Vi vil være alt det som Gud oprindelig havde tænkt at vi skulle være. Og vi vil få lov til at se Gud ansigt til ansigt og dag for dag, år for år opdage mere af hans uendelige storhed og skønhed. Og alt det vil vi gøre sammen med alle vore kære, som vi til den tid vil opleve et endnu tættere fællesskab med end vi gør her i denne verden – et fællesskab uden forbehold, uden konflikter, uden misforståelser, uden misundelse: en evig dans ind i stadig nye dimensioner af kærlighed og glæde. Og når dét er vilkårene, så kan jeg ikke se nogen grund til at vi ikke skulle ønske at leve videre i al evighed!

                      Glædelig påske!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2024
Tags: Første Petersbrev 1.3-9, Matthæusevangeliet 28.1-8, Salme 118.13-18

Posted By admin on 15. april 2024

Fodvaskningen: Jesus vasker vores fødder

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Skærtorsdag. Hvorfor hedder det egentlig sådan?

I morgen er det jo langfredag. Det var den dag Jesus hang på korset under frygtelige lidelser, og så føles tiden jo lang, for at sige det mildt. Og i søndags, palmesøndag, har jo navn efter de palmegrene som folk viftede med da Jesus red ind i Jerusalem. Men skærtorsdag? Det var jo den dag Jesus indstiftede nadveren, da han rakte sine disciple brød og vin og sagde: ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod.” Hvad har det med ”skær” at gøre? Det er ikke engang fordi Jesus skar brødet ud, for der står jo at han ”brød det”, altså brækkede det i stykker.

Den betydning af ”skær”, som vi finder i ”skærtorsdag”, er ”skær” i betydningen ”ren” (I ved, som i ”ren og skær”). Et ældre navn for skærtorsdag er da også ”renselsestorsdag”. Og det er naturligvis på grund af det andet som Jesus også gjorde skærtorsdag aften, ud over at indstifte nadveren, nemlig at vaske disciplenes fødder, som vi lige har hørt det.

Nadveren står meget centralt i folkekirken, ligesom den gør i de fleste andre kirkesamfund. Vi fejrer nadver hver eneste søndag, og for mange mennesker er det gudstjenestens absolutte højdepunkt, fordi det er det sted hvor vi ikke skal nøjes med at høre, men også får lov til at smage og føle at Jesus har givet sig selv for os, og at Gud tager imod os ved sit bord i sit rige. Derfor har vi også helt styr på hvad det handler om i de ulige årstal hvor skærtorsdags prædiketekst handler om indstiftelsen af nadveren. I de lige årstal som i år, derimod, hvor vi læser fra Anden Tekstrække, og det derfor er fodvaskningen der skal prædikes om, er vi lidt mere på udebane, for hvad skal vi egentlig bruge det til at Jesus for 2000 år siden tog et håndklæde og et fad med vand og vaskede sine disciples fødder? Det fortæller os selvfølgelig at Jesus var ydmyg og beskeden, men det vidste vi jo godt fra en række andre beretninger, lige fra juleevangeliet hvor han lod sig føde i en stald, til i søndags hvor han red ind i Jerusalem på et æsel. Så hvad var lige pointen med fodvaskningen?

For at svare på det spørgsmål vil jeg pege på to ting. For det første: Det lader til at disciplene også har undret sig over hvorfor Jesus vaskede deres fødder. I hvert fald spørger han dem efterfølgende: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?” Da ingen tilsyneladende svarer på hans spørgsmål, går han videre med at forklare dem hvad formålet med hans handling var, nemlig at give dem et forbillede, altså et eksempel til efterfølgelse. Det er der nogle kirkesamfund der tager meget bogstaveligt ved at have det som en del af deres skærtorsdagsgudstjeneste at menigheden vasker hinandens fødder, og i den katolske kirke er det almindeligt at biskopper og andre i høje stillinger vasker fødderne på tolv fattige eller på anden måde underprivilegerede mennesker skærtorsdag – sidste år vaskede pave Frans for eksempel fødder på tolv fanger i et ungdomsfængsel. Ud over at udvise bogstavelig lydighed over for Jesu ord: ”så skylder I også at vaske hinandens fødder” har den slags gestusser jo helt klart det plus at de tjener som en påmindelse om det som Jesus sandsynligvis først og fremmest mente, nemlig at vi i det hele taget skal være villige til ydmygt at tjene andre mennesker, uanset hvilken status vi i øvrigt har i verden. Det at vaske andres fødder blev nemlig set som topmålet af ydmyghed i oldtidens Mellemøsten. De fleste mennesker gik med sandaler dengang, og vejene var støvede, så når man kom ind i et hus, var det første man gjorde, som regel at vaske støvet af sine fødder. De rigeste og fornemste personer havde en tjener eller en slave til at vaske deres og deres gæsters fødder, og hvis man fik en særligt fornem gæst, kunne man som husvært vise sin ærbødighed ved selv at vaske gæstens fødder så gæsten ikke behøvede at gøre det selv. Men at en mester vaskede sine disciples fødder, var aldeles uhørt, så derfor gjorde det et uudsletteligt indtryk da Jesus gjorde det – og dermed fik han mulighed for at lære disciplene en lektie de aldrig ville glemme.

Men ud over den lektie som Jesus bagefter forklarer disciplene at de skal tage med sig fra den usædvanlige oplevelse at få vasket fødder af deres mester, er der yderligere en pointe i beretningen, som vi let overser, og det er det som Jesus siger til Peter undervejs. Peter protesterer jo – forståeligt nok – over at hans mester ydmyger sig på den måde, men da han siger: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”, replicerer Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Og det svar er måske i sig selv omtrent lige så overraskende som selve det at Jesus vaskede disciplenes fødder. Almindeligvis var det sådan i antikken at hvis man var i lære hos en mester, så forventedes man til gengæld at udføre diverse praktiske opgaver for mesteren. Det havde to formål: Dels at mesteren slap for selv at bruge tid på de praktiske opgaver og dermed fik mere tid til overs til at studere eller på anden måde forberede sin undervisning, og dels at disciplen lærte ydmyghed og tålmodighed. Det stod ikke til diskussion at disciplen skulle være tjener for sin mester; nægtede han det, kunne han ikke være en discipel. Jesu disciple udførte også forskellige opgaver for ham; palmesøndag blev to af dem for eksempel sendt ind i en landsby for at hente det æsel han skulle bruge til at ride ind i Jerusalem, og skærtorsdag blev to af dem sendt i forvejen for at forberede påskemåltidet. Det var alt sammen som det skulle være. Men i sine ord til Peter vender Jesus altså tingene på hovedet ved at sige at ikke alene er det en betingelse for discipelrelationen at disciplen tjener mesteren, men også at disciplen lader sig tjene af mesteren. Hvorfor ville en mester dog forlange noget sådant? Hvad skulle han have ud af det?

Svaret er naturligvis at det havde Jesus ikke noget ud af, men der var i det hele taget intet af det Jesus gjorde, som han gjorde for selv at ”få noget ud af det”. Om han så havde sikret sig samtlige goder som denne verden har at tilbyde, ville det jo alligevel ikke have kunnet opveje den herlighed han efterlod hjemme hos Gud da han lod sig føde til jorden. Hans eneste motiv og drivkraft var kærlighed: ”han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”. Derfor var hans liv også helt igennem en tjeners liv – også selvom han som sagt lod sine disciple bidrage med diverse praktiske gøremål. Målet med den oplæring som Jesus gav sine disciple, var nemlig ikke at de skulle indlære nogle færdigheder, og slet ikke at de skulle nå til en dybere selvindsigt og finde det guddommelige i deres eget indre. Det som Jesus prædikede og underviste om, var Guds rige, og hans mål for disciplene var at de skulle komme med i Guds rige. Og de ting han havde at sige om hvordan man opnår det, var mindst lige så overraskende som det at han vaskede sine disciples fødder. Jeg vil citere to steder:

Som vi hører hver gang der er dåb i folkekirken, var der på et tidspunkt nogle der bar nogle små børn til Jesus. ”Disciplene truede ad dem,” står der så; sikkert fordi disciplene mente at små børn umuligt kunne have det der skulle til for at blive en del af Guds rige – jeg mener, hvis selv et lille barn var kvalificeret, hvad var så pointen med at forlade alt og udholde diverse trængsler for at følge Jesus hvor han gik og stod? ”Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ’Lad de små børn komme til mig; det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager mod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det’” (Mark 10,13-15). Og så har disciplene ellers stået der med alle deres talenter! Ved en anden lejlighed blev Jesus i en sen nattetime opsøgt af en af de klogeste teologer i Israel, men teologen (som i øvrigt hed Nikodemus) nåede dårligt at blive færdig med sin første sætning før Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3).

Pointen er altså at Guds rige ikke er noget man kan gøre sig egnet til ved at øve sig og dygtiggøre sig, men kun ved at modtage det som en gave ved at man lader sig forvandle i en grad så det kan betegnes som en ny fødsel. Det er kun Jesus der kan gøre det, og derfor kan hverken Peter eller vi andre have lod og del sammen med Jesus hvis vi ikke lader ham rense os.

Men samtalen mellem Jesus og Peter slutter ikke der, for da Peter får at vide at han ikke har lod og del sammen med Jesus hvis Jesus ikke vasker ham, så går han helt over i den modsatte grøft og vil have Jesus til ikke kun at vaske hans fødder, men også hans hænder og hoved. Men det er ikke nødvendigt, siger Jesus, for Peter og de andre disciple er allerede badet, og derfor er de rene (om end han tilføjer: ”dog ikke alle”). Det Jesus mener, er naturligvis ikke at Judas som den eneste havde glemt at gå i bad den dag, men at disciplene var blevet renset for deres synd ved at tro på Jesu ord (et par kapitler senere siger han faktisk: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3)). Så det er altså til mennesker der allerede er med i Guds rige, at Jesus siger: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Så vi der i dag hører beretningen om fodvaskningen, skal altså ikke kun tage med os at vi skal efterligne Jesu ydmyghed og være villige til at tjene vores medmennesker, men også at vi har brug for at lade Jesus vaske vores fødder.

Og det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, for så ville vi unægtelig være på den. Snarere skal det minde os om at vi ikke kun har brug for Jesus for at blive Guds børn, men også for at være Guds børn. Uanset hvor mange år vi har været kristne, kan vi stadig ikke leve en eneste dag til Guds ære, hvis ikke Jesus gør det for os og gennem os. Så længe vi lever i denne verden, vil der altid være noget vi har brug for at blive renset for. Det kan måske lyde som en lidt træls udsigt, men det gode ved det er at Jesus aldrig bliver træt af at tjene os med syndernes forladelse. Det er nadveren, som han jo indstiftede samme aften som han vaskede disciplenes fødder, en stadig påmindelse om. Derfor vil jeg slutte af med at opfordre jer alle sammen til at deltage i nadveren tit og ofte – jo oftere, jo bedre – for der er ingen grænser for vores afhængighed af Jesus.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til skærtorsdag 2024
Tags: Første Korintherbrev 11.23-26, Johannesevangeliet 13.1-15, Salme 116

Posted By admin on 15. april 2024

Marias lovsang: Salige er de der sørger

Prædiken i Rø Kirke Mariæ bebudelses dag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hvis du nogensinde føler dig overflødig, så husk at der er en livredder på ved VM i svømning.” Sådan lyder teksten til et populært billedopslag – et såkaldt meme – der cirkulerer på internettet. I anledning af at det i dag er Mariæ bebudelses dag, kunne jeg tænke mig at give det meme en omformulering i en lidt mere seriøs retning og sige: Hvis du nogensinde føler dig uheldig, så husk at jomfru Maria måtte flygte fra sin hjemby fordi hun var blevet gravid uden for ægteskab. Vi tænker måske ikke så tit på at det var konsekvensen, efter at englen Gabriel havde fortalt hende at hun på overnaturlig måde ville blive gravid uden at have været sammen med en mand, men ligesom det her i Danmark i mange århundreder var forbundet med stor skam hvis en ung, ugift pige blev gravid, var det også noget man i Israel på Det Nye Testamentes tid så overordentlig skævt til. Og for at gøre det hele endnu værre, så var Maria ikke ”single”, selvom hun var ugift. I den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, som er den vi bruger ved folkekirkens gudstjenester, står der at hun var ”forlovet”, men det er en temmelig upræcis oversættelse. I den gamle oversættelse står der at hun var trolovet. Når der i den nyeste oversættelse står ”forlovet”, er det jo givetvis fordi ”trolovet” er et ord som ikke længere benyttes i det danske sprog, men grunden til at vi ikke bruger ordet længere, er ganske enkelt at vi ikke bruger skikken længere. Jeg tror ikke der er nogen nulevende danskere der har prøvet at være trolovet med nogen før de blev gift, men før i tiden var det ganske almindeligt. Og det at blive trolovet var altså andet og mere end at forlove sig; det var en højtidelig, offentlig, juridisk gyldig handling. I Israel på Jesu tid var en trolovelse faktisk lige så bindende som et ægteskab, hvilket blandt andet betød at hvis en kvinde var sin trolovede utro, så var straffen den samme som hvis de havde været gift, og det kunne i yderste konsekvens betyde dødsstraf. Marias liv afhang altså af at Josef ville tro på at hun ikke havde været ham utro.

                      Lukasevangeliet, hvor dagens tekst er hentet, fortæller os ikke ret meget om Josef (selvom Shu-bi-dua måske trods alt overdrev en smule da de i år 2000 sang at ”der står ikke et ord om hvad Josef han gjord’”). Til gengæld fortæller Matthæusevangeliet hovedsageligt historien fra Josefs perspektiv, og dér læser vi at Josef ”var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed” (Matt 1,19). På den måde ville Maria undgå den offentlige rettergang og redde livet, men hvornår han meddelte Maria den beslutning, får vi ikke at vide, og det er meget tænkeligt at hun allerede var flygtet inden Josef havde nået at tænke færdig. Og hvor ved jeg så det fra? Jo, nu skal I høre!

Det sted hvor Maria flygtede hen, efter at englen havde fortalt hende at hun skulle være mor til Guds søn, var til sin slægtning Elisabeth, som også var gravid, og selvom det var hendes mand, Zakarias, der var far til det barn hun ventede, var der alligevel tale om en lettere overnaturlig graviditet, eftersom både hun og hendes mand var gamle, og de aldrig havde kunnet få børn. Og ligesom Marias graviditet var også Elisabeths blevet annonceret af ærkeenglen Gabriel, selvom det var Zakarias og ikke Elisabeth der fik besøg af englen. Så langt så godt. Vi læser i Lukasevangeliet kapitel 1, at Elisabeth var i sjette måned da Gabriel blev sendt til Maria (v. 26), og at Maria var hos Elisabeth i tre måneder, hvorefter hun vendte hjem. Det er i vers 56 at der står at Maria vendte hjem, og i det næste vers, vers 57, står der: ”Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde”. Nu skal vi regne lidt: Hvis Maria havde været tre måneder hos Elisabeth og var vendt hjem igen inden Elisabeth fødte, så kan Elisabeth ikke have været mere end seks måneder henne da Maria ankom, er vi enige om det? Men eftersom Elisabeth allerede var i sjette måned da Maria fik besøg af Gabriel, må Maria være rejst afsted næsten med det samme hun havde talt med englen. Og deraf må vi kunne udlede at på det tidspunkt da hun rejste ned til Elisabeth, har hun sandsynligvis endnu ikke vidst hvordan Josef ville stille sig til sagerne. Det er altså udgangspunktet for dagens tekst: Menneskelig set har Maria haft al mulig grund til at være forvirret og bange og ulykkelig, da hun kom og bankede på Elisabeths dør.

                      I lyset af det må det have været en enorm trøst for Maria at Elisabeth gav hende den modtagelse hun gjorde. I versene umiddelbart før dagens tekst hører vi nemlig at Elisabeth hilser Maria med ordene: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse” (Luk 1,42-45). Ja, nogle gange kan jeg virkelig undre mig over de valg der blev truffet da man udarbejdede den autoriserede oversættelse af Bibelen i 1992: Ordet ”trolovet” blev åbenbart betragtet som så gammeldags og uforståeligt at man erstattede det med et ord der slet ikke betyder det samme, men til gengæld havde man ingen problemer med arkaiske vendinger som ”velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig”, men sådan er der så meget.  Men i fald I ikke forstod alt det jeg lige læste, får I det lige igen, denne gang fra den mere nudanske Bibelen 2020, hvor versene er oversat sådan her: ”’Gud har velsignet dig frem for alle andre kvinder, Maria, og han har velsignet barnet i din mave,’ udbrød Elisabeth. ’Det er en stor ære, at du, der er mor til min herre, kommer til mig. Jeg mærkede jo barnet bevæge sig af glæde i maven, da du hilste på mig. Du er velsignet, fordi du troede på det, Gud sagde. Det hele vil gå i opfyldelse.’” (Og så glæder jeg mig i øvrigt til der kommer en ny autoriseret oversættelse af Bibelen i 2036!).

                      Der er som sagt ikke noget at sige til at Maria blev opmuntret af det Elisabeth sagde, men alligevel kan man godt undre sig over at hun ligefrem replicerede, som vi hørte i dagens tekst: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig”. Uanset hvor opmuntrende Elisabeths ord var, ændrede de jo ikke på at Maria stod i en særdeles prekær situation. Det højeste man ville have kunnet forvente, var at Elisabeths trøst ville have fået hende til at sænke skuldrene en smule og tænke: ”Måske ender det hele alligevel med at ordne sig til sidst” (hvad det jo i øvrigt gjorde, for Josef fik selv besøg af en engel, der forklarede ham tingenes rette sammenhæng, hvorefter han besluttede at holde fast ved at gifte sig med Maria). Men at hun ligefrem udråber sig selv til at være den heldigste kvinde nogensinde – det havde man nok ikke lige set komme! Men det skyldtes, som Elisabeth ganske rigtigt påpegede, at Maria troede på det som Gud havde sagt, nemlig at det barn hun skulle føde, ville blive konge til evig tid.

                      Derfor må udfordringen til os der hører teksten i dag, være: Tror vi på det som Gud har sagt? For selvom der nok ikke er ret mange af os der har prøvet at stå i en situation der menneskeligt set var lige så fortvivlet som den Maria stod i, så kender de fleste af os nok til ind imellem at være forvirrede, frygtsomme og ulykkelige. Og det bryder vi os selvsagt ikke om. Det ligger helt instinktivt til os at gøre hvad vi kan for at slippe for smerte, enten der er tale om fysisk eller psykisk smerte, så når vi er ulykkelige – måske fordi vi er blevet uretfærdigt beskyldt for noget, eller fordi vi eller en af vores kære er blevet ramt af sygdom, eller en ven har vendt os ryggen, eller vi har mistet vores job, eller hvad det måtte være for omstændigheder der er gået os imod, og som vi ikke kan se nogen god vej ud af – så tænker vi automatisk at det betyder at der er noget galt. Og jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg godt have det sådan at selvom jeg kan stå her i kirken og bekende troen på Gud Fader den Almægtige, og synge med på salmer om at ”jeg er i Herrens hænder i alt, som med mig sker”, så falder det mig kun alt for let at tænke – om ikke som en bevidst tanke, så i hvert fald som en underliggende, halvt ubevidst antagelse – når jeg bliver ramt af modgang, at ”det her har Gud ikke styr på”. Kender I den tanke? Så længe det går godt, så er det nemt at takke og lovprise Gud for alle hans gode gaver, men når modgangen melder sig, så tænker vi at det må være fordi Gud har forladt os, eller er ligeglad med os, eller måske slet ikke er i stand til at hjælpe os. Men når den tanke melder sig, så må vi gøre ligesom Maria og tro mere på Guds ord og løfter end på hvad vores menneskelige fornuft siger os om hvor god eller dårlig vores situation ser ud.

                      Hvad er det da Gud har lovet os? Ja, hvis jeg skulle remse alt det op, så ville det blive en meget lang prædiken. Der er faktisk mennesker der har sat sig ned og talt Guds løfter i Bibelen, og det mest almindelige facit er 8.810! Så jeg vil nøjes med at trække et par enkelte eksempler frem:

                      Romerbrevet 8,28: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Uanset hvad vi måtte blive udsat for i denne verden, vil det i sidste ende tjene til vores gavn – om ikke før, så i opstandelsen. Vi må ikke glemme at vores perspektiv rækker videre end de relativt få år vi får i denne verden.

                      Matthæusevangeliet 5,4: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.” Det er nok et af de vildeste løfter overhovedet, for det fortæller os at det at være ulykkelig i denne verden faktisk er at foretrække! Det betyder naturligvis ikke at vi ligefrem skal opsøge ulykkerne, men det betyder i hvert fald at det at vi oplever modgang i denne verden, på ingen måde er ensbetydende med at der er noget galt. Guds modstander har nemlig stor magt og indflydelse i verden, og derfor vil der altid være noget at sørge over for alle der elsker og ønsker det gode. Men løftet fra Jesus er at den sorg ikke vil vare evigt; det vil trøsten til gengæld, for Gud og det gode vinder til sidst, når denne verden ender.

                      Næste søndag er det palmesøndag, og dermed begynder den stille uge, hvor vi mindes og genoplever Jesu lidelse, død og opstandelse. Det er det der er grundlaget for vores håb: at Gud selv gik ind i den dybeste og mørkeste menneskelige lidelse og lod sig ramme af alt det onde, uden at det kunne få magten over ham. Så hvis du nogensinde føler at tilværelsen er håbløs, så husk at Jesus tog døden på sig og overvandt den, så den ikke længere er en trussel for nogen der sætter deres lid til ham uanset omstændighederne.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2024
Tags: Første Korintherbrev 1.21-31, Første Mosebog 18.1-15, Lukasevangeliet 1.46-55

Posted By admin on 15. april 2024

Livets brød: Hvad lever vi for?

Prædiken i Rø Kirke midfaste søndag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Spiser du for at leve, eller lever du for at spise?” Det spørgsmål tror jeg at især mange unge mænd og drenge ofte har fået, hvis nøjsomme mennesker har syntes at de har taget lidt rigeligt for sig af retterne ved middagsbordet. Men hvis du hører til dem der undertiden har haft lyst til at stille det spørgsmål, så vil jeg gerne give dig et svar som i hvert fald holder i langt de fleste tilfælde, og det er at børn og unge spiser for at leve – nogle af dem har bare brug for at spise mere end vi andre har, fordi de dels er i voksealderen, dels tit er meget fysisk aktive. Faktisk er vi voksne nok i virkeligheden langt mere tilbøjelige til at falde i ”lever for at spise”-fælden end de unge er – tænk for eksempel på sidste gang du havde været til rund fødselsdag eller sølvbryllup eller lignende; hvilket spørgsmål fik du så efterfølgende af dem der vidste du havde været til fest, og som måske kendte den eller dem der holdt festen? ”Hvad fik I at spise?”, ikke sandt? Det spørger de unge ikke hinanden om når de har været til fest, skal jeg hilse og sige! Og i dagens tekst lader det da også til at være granvoksne mennesker der er fulgt efter Jesus om til den anden side af Galilæas sø for at få mere mad af ham, efter at de har oplevet ham mætte 5000 mennesker med fem brød og to fisk.

                      Det er midfaste søndag, og dermed har vi nået fastens toppunkt, kan man sige. Næste søndag er det noget helt andet vi skal tale om, for der fejrer vi bebudelsen af Jesu fødsel, og dernæst når vi frem til palmesøndag. Men i dag er det altså fastetid for fuld udblæsning, og selvom vi her i Danmark ikke er så gode til rent faktisk at faste i fastetiden, så skal det ikke forhindre os i at sætte fokus på det der er fastens primære formål, nemlig at hjælpe os til at løfte huske på at vi lever for andet og mere end at få opfyldt vores umiddelbare behov – om vi populært sagt spiser for at leve eller lever for at spise. Spørgsmålet er så bare hvad det ”andet og mere” er?

                      For nogle år siden var der en discountkæde (jeg husker ikke hvilken), der i et smart slogan spillede på forskellen mellem vores umiddelbare behov og så det vi lever for. Jeg har ikke kunnet google mig frem til sloganets præcise ordlyd, men så vidt jeg husker, var det noget i retning af: ”Vi hjælper dig med at spare penge på det du lever af, så der bliver mere til overs til alt det du lever for.” Ved første øjekast virker det jo som noget der passer som hånd i handske til fastens budskab – men også kun ved første øjekast, for sloganet antager jo at det vi lever for, også er noget der kan købes for penge. Som jeg forstår sloganet, sigter det ikke mindst til oplevelser som for eksempel rejser, og jeg skal da være den sidste til at nægte at det er enormt givende at rejse ud og opleve fremmede og eventyrlige steder, især hvis man har et budget der gør det muligt at opretholde en komfort på turen, der matcher det man er vant til hjemmefra. Og H.C. Andersen skrev jo som bekendt ”At rejse er at leve”. Men dybest set er det at leve for at rejse ikke væsensforskelligt fra det at leve for at spise, for i begge tilfælde handler det om at tilfredsstille vores egne behov, enten det så er det basale behov for noget at spise og drikke, eller det er et mere luksuspræget behov for oplevelser. Dertil kommer at hvis formålet med livet skulle være at rejse ud og opleve noget nyt, så må vi konstatere at det at få opfyldt formålet med sit liv ville være forbeholdt et privilegeret mindretal af verdens befolkning.

                      Men hvis vi skal udelukke alt det der handler om opfyldelse af vores behov, hvad bliver der så tilbage som vi kan leve for? Tja, et bud kunne måske være hvis vi har en passion – I ved, noget vi brænder for for dets egen skyld. Det kan for eksempel være en sport, som hvis man brænder for at spille fodbold, eller det kan være musik, som hvis man brænder for at spille saxofon. Eller – der er jo også andre ting man kan spille end boldspil og musikinstrumenter. Forrige lørdag løb DR’s store børne-MGP-show af stablen, og et af de mest populære numre, især blandt det yngre publikum, var en sang med titlen ”Jeg er en gamer”. I fald nogle af jer ikke er bekendt med de unges jargon, kan jeg fortælle at en ”gamer” er en person der spiller computerspil, og som de fleste af jer sikkert ved, er der sket en rivende udvikling på den front siden nogle af os sad og spillede ”Pac-Man” tilbage i 80’erne. Blandt andet kan man i dag via internettet spille med eller mod sine venner selvom man ikke befinder sig i samme rum som dem – ja, endda selvom man ikke befinder sig i samme land som dem. Og selve spillene er også blevet langt mere komplekse og sofistikerede, sådan at man kan styre en figur gennem adskillige eventyr. Den MGP-sang jeg omtalte, handler specifikt om et spil der hedder League of Legends (forkortet ”Lol”), og så vidt jeg har forstået, går det ud på at man sammen med andre spillere udgør et hold der udkæmper et langvarigt slag mod et andet hold. Om det synger den unge MGP-solist blandt andet: ”For det’ mit spil, det’ det jeg vil, det’ det jeg lever for.” Jeg ved ikke med jer, men personligt synes jeg det er ret skræmmende hvis et computerspil ligefrem bliver det man lever for! Men selvom mange af jer sikkert vil give mig ret i at det er meget sundere at spille fodbold end at spille computerspil, om ikke andet så fordi man får frisk luft og motion, så tror jeg faktisk heller ikke det er sundt hvis fodbold bliver selve det man lever for. Uanset hvad vi kaster vores kærlighed efter, er det jo sårbart, så længe vi lever i denne faldne og skrøbelige verden, og der er rigtig mange fodboldspillere der er kommet til skade enten på fodboldbanen eller i anden sammenhæng, og som af den grund efterfølgende har været nødt til at finde noget andet at leve for.

                      Det som de fleste mennesker nok vil mene at det giver mest mening at leve for, er kærlighed, og dermed begynder vi at nærme os det svar som Bibelen giver os på spørgsmålet. I Højsangen i Det Gamle Testamente spørges der for eksempel retorisk: ”Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?” (Højs 8,7). Men selvom vi i vores kultur gennem lang tid er blevet vænnet til at ordet ”kærlighed” først og fremmest betegner den romantiske kærlighed i et parforhold, er det heldigvis ikke den eneste form for kærlighed der findes, og derfor kan singler også have et liv fyldt med mening og indhold – der er for eksempel kærligheden fra og til forældre, søskende, børn hvis man har sådan nogle, den mere udvidede familie samt ikke mindst gode venner. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige at hvis man forventer af et romantisk parforhold at det skal levere selve livets formål, så risikerer man at overbelaste det i en grad så det går i stykker. Du kan jo overveje om du selv er i stand til at være den der med din kærlighed er garanten for at din partners liv har mening.

                      Og det samme gælder faktisk i alle andre kærlighedsrelationer mellem mennesker. Der er ingen tvivl om at det har utrolig stor betydning at vokse op i en harmonisk familie, og at man også som voksen har et godt forhold til sine forældre og eventuelle søskende. Det giver alt andet lige et godt udgangspunkt for livet. Men der er mennesker som på trods af en harmonisk opvækst ender med at føle at de ikke har noget at leve for, og omvendt er der mennesker som finder en dyb mening i tilværelsen selvom de har mistet deres forældre tidligt eller har haft et problematisk forhold til dem.

                      Det allerstørste problem ved alt det som vi mennesker kan finde på at leve for, er nok at det alt sammen er så forgængeligt. De mennesker der fulgte efter Jesus til Kapernaum for at få fremtryllet mere mad, dem giver han følgende opfordring: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv” – med andre ord: I stedet for at leve for den kortvarige nydelse som vi kan få fra mad og andre former for behovstilfredsstillelse, skal vi leve for noget der varer ved. Det er bare svært at finde noget i den her verden der varer ved, for der er som bekendt ingen lommer i det sidste tøj, og selv de skønneste kærlighedsbånd mellem mennesker har en udløbsdato, nemlig når den ene af parterne dør. Så hvordan finder vi noget at leve for, som vi aldrig kan miste – noget som ”består til evigt liv”?

                      Det giver Jesus os heldigvis svaret på i dagens tekst: den ”mad” der ikke forgår, er ”den som Menneskesønnen vil give jer”. ”Menneskesønnen” er den betegnelse som Jesus foretrak at bruge om sig selv, og hvad der ligger i den betegnelse, vil jeg ikke komme nærmere ind på i dag (det må I have til gode til en anden god gang); i dag vil vi nøjes med at konstatere at Jesus altså hævdede at være leveringsdygtig i et uforgængeligt og umisteligt formål med livet. Og han fortæller også hvilket ”arbejde” man skal gøre for at tjene til dét brød, nemlig: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”. Så hvis nogen fortæller dig at meningen med livet, den skaber du selv, så skal du ikke tro på det, for Jesus siger at vi får den af ham, blot ved at tro.

                      Men hvad er så det evige formål som Jesus lover at give os; det som han også omtaler som ”livets brød” for at sætte det i kontrast til den mad der forgår? Det er såmænd ham selv! ”Jeg er livets brød”, siger han! Det betyder at fordi Jesus findes, har vores liv indhold og mening. Det at han har levet et menneskeliv, viser os at livet i sig selv er livet værd, og fordi han døde for vores skyld og besejrede døden ved sin opstandelse, har døden ingen magt over os hvis vi lever for ham. ”Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”, lover han os. Guds kærlighed til os som hans børn giver vores liv en evig mening, for den afhænger ikke af os, den er grænseløs og betingelsesløs, og den har ikke nogen udløbsdato. Det at vi ved dåben og troen på Jesus er blevet Guds børn, giver os noget at leve for, som vi aldrig kan miste: håbet om at vi skal leve evigt i kærlighedens rige. Og i troen kan vi leve i det rige allerede nu, uanset hvordan vores omstændigheder ser ud. Guds kærlighed har vi allerede, hvis blot vi vil tage imod den. Og i nadveren rækker Jesus os sig selv i brødets og vinens skikkelse som et pant på at han virkelig er livets brød.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2024
Tags: Andet Petersbrev 1.3-11, Johannesevangeliet 6.24-35, Salme 145.8-16

Posted By admin on 15. april 2024

Løgnens fader: Kender du Gud?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de film der trak mange mennesker i biografen for 25 år siden, var Runaway Bride, hvis titel oversat til dansk betyder ”Flugtbruden”. Den handler om en journalist ved navn Ike (spillet af Richard Gere), der hører om en kvinde ved navn Maggie Carpenter (og det er naturligvis Julia Roberts), som har været ved at blive gift 3 gange, med tre forskellige mænd, men som alle tre gange forlod sin brudgom ved alteret. Ike har en presset deadline, så han skriver en avisklumme om den skøre kvinde uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge historien nærmere. Næste dag modtager avisens redaktør imidlertid en klage fra Maggie hvor hun påpeger at klummen er fyldt med faktuelle fejl, og det ender med at Ike bliver fyret. I et forsøg på at redde sit omdømme opsøger han Maggie for at skrive en mere dybdeborende artikel om hende, og han finder ud af at hun nu er forlovet for fjerde gang og er i færd med at planlægge sit bryllup. Ike interviewer såvel hendes nuværende forlovede som de tre tidligere, og han finder til sin overraskelse ud af at de fire mænd beskriver Maggie vidt forskelligt. Blandt andet svarer de forskelligt på hvad slags æg Maggie bedst kan lide at spise: Den ene svarer ”spejlæg – ligesom mig”, den anden ”røræg med salt, peber og dild – ligesom mig”, den tredje ”pocherede – ligesom mig”, og hendes nuværende forlovede ”omelet lavet kun på æggehvider – ligesom mig”. Det at de alle fire tilføjer ordene ”ligesom mig”, gør det klart for Ike at Maggie hver gang har ladet som om hun havde præcis samme smag og interesser som manden, fordi han ikke gav hende plads til at være den hun selv var. Det giver sig selv at et forhold ikke kan fungere på den måde, men i hvert af tilfældene var det altså først i allersidste øjeblik at hun tog mod til sig og bogstaveligt talt flygtede ud af forholdet. Heldigvis når hun at afbryde forholdet til den fjerde mand inden de når frem til selve bryllupsdagen, og som selv de af jer der ikke har set filmen, sikkert har gættet (romantiske komedier er jo som regel uhyggeligt forudsigelige), så ender det med at Maggie og Ike falder for hinanden. Og at det denne gang kommer til at gå bedre, finder vi ud af ved at hun siger til ham: ”Hver gang jeg gik op ad kirkegulvet, gik jeg hen imod en person som ikke havde nogen anelse om hvem jeg virkelig var. Og det var kun halvt den anden persons skyld, for jeg havde gjort alt for at overbevise ham om at jeg var lige præcis den han ville have. Så det var godt jeg ikke gennemførte det, for det ville have været en løgn. Men du – du kendte den virkelige mig.” Det er jo nemlig det der er alfa og omega i ethvert intimt forhold, enten det er et romantisk forhold, et venskab eller et familieforhold, for eksempel mellem forældre og børn: at den anden person kender – og elsker – den virkelige dig!

                      Og sådan er det faktisk også i forholdet til Gud. Ganske vist kender Gud pr. definition hver og en af os ud og ind, langt bedre end vi kender os selv, men hvor godt vi kender ham, er straks et helt andet spørgsmål. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre for os små, begrænsede mennesker at kende den evige, almægtige Gud ud og ind, men vores tanker og handlinger røber meget om hvor lidt eller hvor meget vi har fattet af hvordan Gud virkelig er.

                      Tag for eksempel de jødiske ledere som Jesus diskuterer med i dagens tekst.  De påstår selv at Gud er deres far, men Jesus påpeger at deres handlinger tydeligt afslører at de overhovedet ikke kender Gud. Gud er nemlig sandhed og kærlighed, men farisæernes indstilling er snarere præget af løgn og had, hvilket viser at det i virkeligheden ikke er Gud, men Djævelen der er deres far, som Jesus så bramfrit påpeger. Farisæerne tilhørte ellers datidens religiøse elite – hvis man spurgte manden på gaden hvem i landet der kendte Gud bedst, så ville de givetvis have nævnt farisæerne og de skriftkloge! Og det bør mane til eftertanke hos os, for I som kirkegængere – og i særdeleshed jeg som præst – kan vel i en vis forstand siges at tilhøre Danmarks ”religiøse elite”. Men det garanterer altså på ingen måde at vi kender Gud!

Se på menigheden i Efesos, som vi fik lov at høre Jesu ord til tidligere i gudstjenesten: Han roser dem for deres møje og udholdenhed og for deres afsløring af nogle falske apostle, men trods det bebrejder han dem at de har svigtet deres første kærlighed – i deres iver efter at være uangribelige har de fokuseret så meget på deres egne rigtige meninger og deres egen store arbejdsomhed at de efterhånden er begyndt at glemme ham der er årsag til det hele, nemlig Jesus. Ikke at der er noget galt i at gøre en masse, og Jesus roser da også efesermenigheden for deres møje og udholdenhed, men det har kun værdi hvis det udspringer af kærlighed. I Runaway Bride havde de mænd som Maggie forlod ved alteret, alle sammen lagt enormt mange kræfter i aktiviteter der havde med Maggie at gøre, så som at planlægge bryllup, men det ændrede ikke på at de dybest set ikke kendte hende.

                      At man gør en masse for Gud, er altså ikke nogen garanti for at man kender ham, men det er det vel til gengæld hvis man kender sin bibel og kan kende forskel på sand og falsk kristendom? Nej, ikke nødvendigvis! Jeg er en stor fan af forfatteren C.S. Lewis og har læst indtil flere biografier om ham foruden en mængde af de bøger han selv har skrevet, så jeg ved en hel del om ham, men jeg kender ham ikke personligt (og eftersom han døde 12 år før jeg blev født, har jeg aldrig haft mulighed for at komme til det – men jeg glæder mig til at hilse på ham i opstandelsen!). Man kunne også forestille sig at en af de mænd der var forlovet med Maggie, havde sat sig ind i hele hendes livshistorie og måske endda vidste hvad slags æg hun i virkeligheden bedst kunne lide, men hvis han aldrig havde taget sig tid til at sætte sig ned og lytte til hende, at åbne sig for hende og give hende plads til at udtrykke sig, så havde det ikke ændret på at han reelt ikke kendte hende. At vide en masse om en person – at kende en masse til vedkommende, om I vil – er nemlig langt fra det samme som at kende vedkommende.

                      På det tidspunkt hvor dagens første læsning foregår, skulle man tro at israelitterne ikke bare kendte til Gud, men at de rent faktisk kendte ham. Gud havde nemlig lige reddet dem ud af 400 års slaveri i Egypten, og i den forbindelse havde han demonstreret at han var helt anderledes end Egyptens afguder. En af de vigtigste forskelle på den sande Gud og afguderne er at mens den sande Gud har skabt os mennesker i sit billede for at vi skal kende ham og elske ham som han virkelig er, så er det omvendt med afguderne – de er nogle som vi mennesker skaber i vores billede for at bekræfte os i at vi kan gøre hvad der passer os, omtrent ligesom Maggies forskellige mænd prøvede at gøre hende til et spejlbillede af dem selv. Så hvis du vil vide om du tilbeder den sande Gud eller en afgud, så kan du spørge dig selv om du er parat til at lade Gud være den han er, også når det går på tværs af dine planer, eller om du foretrækker at definere Gud ud fra dine ønsker og behov. Men det er en anden prædiken som I må få en anden god gang!

Gud havde som sagt demonstreret sin magt og suverænitet da han trods israelitternes modvilje og mangel på tro reddede dem ud af Egypten, men alligevel fik Moses’ 40 dages fravær dem til at søge tryghed i et gudebillede der til forveksling lignede de egyptiske statuer af tyreguden Apis. Ganske vist kaldte de tyrekalven ved den sande Guds navn og hyldede den for at have ført dem ud af Egypten, men den måde de tilbad den på, havde ikke meget med ærefrygt for den sande Gud at gøre, for deres ”gudstjeneste” foregik ved at de ”satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse”, læser vi tidligere i kapitlet (2 Mos 32,6). Nu er der hverken noget i vejen med at spise eller drikke eller danse, men selv hvis vi ser bort fra at formuleringen sandsynligvis antyder et løssluppent orgie, og antager at der bare er tale om ”almindelig” spisning med tilhørende drikkevarer og efterfølgende dans, så er der altså noget galt hvis man bilder sig ind at man ærer og tilbeder Gud blot ved at opfylde sine egne behov for mad og drikke og underholdning. Det ville omtrent svare til at man til sit eget bryllup kun interesserede sig for maden og gaverne og ikke for sin brud eller brudgom. Og Gud bliver da også rasende over israelitternes afgudsdyrkelse; så rasende at han giver Moses et tilbud som det efter datidens tankegang må have været svært at sige nej til, nemlig at tilintetgøre israelitterne og lade Moses blive stamfar til et nyt udvalgt folk. Det at blive stamfar til et folk er der nok ikke så mange der går rundt og drømmer om i vore dage – og da slet ikke jeg, for det folk ville vel i givet fald komme til at hedde ”nikolaitterne”, og vi hørte jo tidligere i gudstjenesten at Jesus hader nikolaitternes gerninger! Men på Moses’ tid var det nok omtrent den største ære der kunne overgå et menneske, og det må have været fristende for Moses at sige ja til Guds tilbud – tænk hvis hans navn for al fremtid ville være sikret berømmelse ved at der var et helt folk som var opkaldt efter ham!

                      Men Moses’ reaktion viser at han i modsætning til sine landsmænd havde forstået noget af hvordan Gud er. I stedet for at gribe chancen for at mele sin egen kage vælger han i ydmyghed at stille sig solidarisk med sit folk: ”Hvis du vil udslette dem,” siger han til Gud, ”så må du også udslette mig!” Og dermed viser han sig som et sandt barn af Kærlighedens Fader, og faktisk også som en levende profeti om Jesus, der valgte at solidarisere sig med os syndere og vælge at gå i døden, ikke bare sammen med os, men i stedet for os.

                      Man kan naturligvis med en vis ret spørge hvor kærligt det var af Gud at give Moses det tilbud, for sæt nu Moses havde taget imod det! Men i lyset af hvad Bibelen i øvrigt fortæller os om Gud, tror jeg det er et overflødigt spørgsmål at stille, for hvis Gud ligger inde med al viden om fortid, nutid og fremtid, så vidste han jo også godt hvad Moses ville svare. Men hvorfor spurgte han så overhovedet? Jeg tror det var en form for ”eksamen”, nu hvor Moses lige havde tilbragt så lang tid på tomandshånd med Gud; en måde at spørge ham: ”Har du nu lært hvordan jeg er?” Og Moses bestod sin eksamen – andetsteds i beretningen, hvor Moses’ forbøn for folket udfoldes mere detaljeret end i det stykke vi hørte i dag, læser vi at Moses netop henviser til Guds egen karakter som et argument for at han skal spare folket. Dertil kommer at fordi den ordveksling mellem Moses og Gud fandt sted, er vi i dag så privilegerede at vi i Moses har fået et eksempel til efterfølgelse.

                      Så lad os da gøre det til vores mål at lære Gud stadig bedre at kende, og at handle som hans sande børn! Det kan vi gøre ved at læse i Bibelen, ved at bruge tid i bøn og stilhed hvor vi giver Gud plads til at tale til os, ved i enhver valgsituation at spørge os selv hvilket valg der er mest i overensstemmelse med Guds karakter, samt ikke mindst ved løbende at omsætte det vi lærer, til handling, så vi kommer ind i nogle gode vaner. God fornøjelse med det!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2024
Tags: Anden Mosebog 32.7-10+30-32, Johannes' Åbenbaring 2.1-7, Johannesevangeliet 8.42-51

Posted By admin on 15. april 2024

Drengen med den urene ånd: En fjende, som ingen af os kan magte

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i fasten 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange af jer kender sikkert C.S. Lewis’ bøger om eventyrlandet Narnia (om ikke andet så fordi jeg citerer dem i tide og utide). Den mest kendte af dem er Løven, heksen og garderobeskabet, som var den første der udkom, og hvor vi møder de fire engelske børn Peter, Susan, Edmund og Lucy, der via et magisk garderobeskab kommer til det fortryllede land Narnia, hvor de sammen med den store løve Aslan besejrer den onde heks der har forbandet landet med evig vinter. Efter sejren hersker de fire børn som konger og dronninger over Narnia i 15 år indtil de pludselig snubler den anden vej gennem garderobeskabet og finder ud af at de igen er samme alder som da de kom til Narnia, og at der kun er gået et øjeblik i deres egen verden.

Men det er jo altså kun den første af syv bøger. I bog nummer to, Prins Caspian, bliver de fire børn på ny hentet til Narnia, hvor de erfarer at der er gået mere end 1000 år siden sidst de var der, og at landet nu regeres af grusomme mennesker fra nabolandet Telmar, og at den aktuelle hersker tilmed er en tronraner der har myrdet sin bror, den retmæssige konge, og stræber sin unge nevø, den retmæssige arving, efter livet. Det fører til at nevøen, Caspian, allierer sig med de undertrykte narniere, og med hjælp fra Peter, Susan, Edmund, Lucy samt ikke mindst Aslan besejrer Caspian sin kriminelle onkel og bliver indsat som Narnias nye konge. I den forbindelse fortæller Aslan ham at selvom hans forfædre har levet i den narniske verden i adskillige århundreder, så stammer de faktisk oprindelig fra samme verden som Peter, Susan, Edmund og Lucy – altså ”vores verden”. Nærmere bestemt nedstammer Caspian fra en gruppe sørøvere fra Sydhavet, der under et uvejr strandede på en ø hvor de dræbte de indfødte mænd og tvang de indfødte kvinder til at gifte sig med dem. Siden blev de uvenner med hinanden, og en gruppe af dem søgte tilflugt i en hule sammen med de kvinder de havde bortført – og i den hule var der en port til Narnia (eller rettere: Telmar). ”Hører du godt efter, kong Caspian?” slutter Aslan, hvortil Caspian svarer: ”Javist. Men jeg ville ønske, at jeg nedstammede fra mere prisværdige forfædre.” ”Du nedstammer fra Adam og Eva,” sagde Aslan. ”Og det er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger og skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser på Jorden. Stil dig tilfreds med det.”[1]

At nedstamme fra Adam og Eva er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger – hvor tit tænker du mon over det? Har du mon nogensinde tænkt over det? Måske er du ikke engang sikker på at det overhovedet er rigtigt. Men det stod jo faktisk i det uddrag fra skabelsesberetningen som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!’” Som mennesker er vi, ene af alle Guds skabninger, skabt som omvandrende billeder af Skaberen selv, og Gud har sat os til at være konger og dronninger over hele hans skaberværk. Desværre må man sige at vi på mange måder har forvaltet den opgave temmelig ringe, men det kan ikke nægtes at vi er stærke og mægtige over alle Guds skabninger. Vi mennesker har påvirket og forandret verden mere end hele dyreriget og planteriget tilsammen. Der findes ikke noget levende væsen på planeten – ikke løven, ikke tigeren, ikke isbjørnen, ikke elefanten – som ikke frygter os mennesker langt mere end vi frygter den, og med god grund. Vi er herrefolket over alle andre på jorden. Det er nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger.

Men det er også skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser! Det er det først og fremmest fordi vi så skammeligt har svigtet den ære og det ansvar Gud har givet os – men også fordi det at være herrefolket over alle andre på jorden faktisk ikke siger ret meget. Det er nemlig ikke helt rigtigt hvad jeg sagde før, at vi er sat til at være konger og dronninger over hele Guds skaberværk. Vi er sat til at herske over jorden, og derudover er det lykkedes os at landsætte nogle få mennesker på Månen og nogle ubemandede fartøjer på Mars og Merkur og måske en planet eller to mere. Men universet er ufatteligt koloenormt stort, og det meste af det befinder sig så langt væk at vi aldrig vil kunne rejse dertil. Og alt det er endda kun den synlige del af Guds skaberværk. Gud har også skabt hele den usynlige, åndelige verden, og den rummer kræfter der langt, langt overgår vores. Det gør vi klogt i at huske – og det behøver I ikke at tage mit ord for; det står også i Den Hellige Skrift. Jeg vil citere fra et af de mere ukendte skrifter i Bibelen, nemlig det lille Judas’ Brev, der står umiddelbart før Johannes’ Åbenbaring i slutningen af Det Nye Testamente – og jeg skal måske lige skynde mig at sige at det ikke er den Judas der forrådte Jesus, der har skrevet brevet; Judas var et yderst almindeligt navn blandt jøder på den tid. Den Judas der har skrevet brevet, var sandsynligvis en af Jesu brødre; de troede ikke på ham mens han gik rundt på jorden, men kom til tro efter hans opstandelse. Hvorom alting er, så er anliggendet i Judas’ Brev at advare mod nogle ugudelige mennesker der har sneget sig ind i kirkerne (v. 4). Om dem skriver Judas blandt andet: ”I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter. Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: ’Herren straffe dig!’ Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv” (Jud 8-10).

Ja, der er nok en grund til at Judas’ Brev er så relativt ukendt som det er, for ikke alene er det meget kort; det er også meget barsk, og så er det tilmed meget vanskeligt at forstå. Men forhåbentlig forstod I så meget, at der er kræfter som vi mennesker – trods vores status som jorderigs herskere og bærere af Guds billede – ikke skal begynde at bide skeer med. Hvis I vil tilgive endnu en reference til fantasylitteraturens verden, så er det lidt ligesom den scene i Ringenes Herre hvor heltene har banet sig vej gennem det forladte underjordiske rige Moria med en kæmpe hær af blodtørstige orker i hælene, da der pludselig træder en ældgammel dæmon, en såkaldt balrog, ind på scenen. De to tapre og mægtige krigere Aragorn og Boromir trækker deres sværd og gør sig klar til kamp, men troldmanden Gandalf advarer dem indtrængende: ”Flygt! Dette er en fjende, som ingen af jer kan magte. Lad mig om at holde den smalle vej! Flygt!”[2]

Med alt det in mente er det ikke så overraskende at disciplene ikke kunne uddrive den onde ånd der havde besat den unge mand i dagens tekst, men havde brug for Jesus til at gøre det for dem. Der er bare en enkelt lille krølle, og det er at dagens beretning falder på et tidspunkt i Markusevangeliet hvor disciplene allerede har uddrevet adskillige onde ånder! I Markusevangeliet kapitel 6 vers 12-13 står der: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.” Hvorfor skal en mand i Markusevangeliet kapitel 9 vers 18 så pludselig være nødt til at klage sin nød til Jesus og sige om den ånd der har besat hans søn: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke”? Havde de haft en periode hvor de havde været mere end mennesker så de rent faktisk kunne tage kampen op mod overjordiske magter, hvorefter de så havde mistet den magt igen? Nej, det er der ikke noget der tyder på; tværtimod tyder Jesus’ reaktion på deres manglende formåen på at de burde have kunnet. Forud for det jeg citerede fra det 6. kapitel om at de uddrev dæmoner, står der da også at Jesus ”gav dem magt over de urene ånder” (Mark 6,7). Så hvad var der gået galt?

Jeg tror der var gået det galt at de havde glemt at selvom Guds søn havde givet dem myndighed til at handle på hans vegne, så var det stadig hans magt de udøvede, og ikke deres egen. I sig selv havde de ikke på noget tidspunkt været andet eller mere end mennesker, nedstammet fra Adam og Eva, og selvom det er prisværdigt nok til at ranke ryggen på den ydmygste tigger, så er det også skamfuldt nok til at bøje ryggen på den største kejser på Jorden. Derfor siger Jesus til dem at ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”, altså ved at vi beder Gud om at gribe ind med sin kraft, så vi ikke er begrænset til vores egen.

Der er nok ikke ret mange af jer der hører den her prædiken der har det problem som læserne af Judas’ Brev havde, eller som disciplene havde da de forsøgte at uddrive den urene ånd af drengen i dagens tekst, nemlig at I tror at I kan bide skeer med overjordiske magter, så i den forstand er det måske et lidt overflødigt budskab jeg har prædiket i dag. Men så er der så mange andre områder hvor vi mennesker har det med at glemme hvor svage og små vi er. ”Vi stolte Adams slægter kun såre lidet mægter”, som vi sang. Ondskabens magt er stor i verden, men alligevel tror vi gang på gang at vi kan overvinde den med våben og alliancer eller med videnskab og teknologi. Men Jesu ord står fast: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.”

Til gengæld er der knyttet mægtige løfter til det at bede. En anden af Jesu brødre, nemlig Jakob, skriver i det brev der bærer hans navn (og som er noget mere kendt end Judas’ Brev): ”En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem” (Jak 5,16b-18). Alle de magter som er for stærke til at vi selv kan tage kampen op imod dem, dem kan Gud besejre så let som ingenting, så når vi lever i troens lydighed mod ham, behøver vi ikke at frygte noget. Problemet er så bare at det at leve i troens lydighed, det er vi heller ikke i stand til i vores egen kraft. Men de gode nyheder er at også det både kan og vil Jesus gøre for os og i os og gennem os hvis vi beder ham om det. Vi kan passende bruge de samme ord som faderen til drengen med den urene ånd: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Narnia-fortællingerne, Borgen 2002, s. 284

[2] J.R.R. Tolkien: Eventyret om Ringen, Gyldendal 2010, s. 448

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2024
Tags: Første Mosebog 1.27-31, Hebræerbrevet 5.1-10, Markusevangeliet 9.14-29

Posted By admin on 15. april 2024

Striden om at være den største: Din svaghed er din styrke

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Hasle Kirker 1. søndag i fasten 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en fjern fætter på Hawai’i – Kainoa hedder han. Jeg lærte ham at kende da han sidste år besøgte Bornholm for at søge oplysninger om sine forfædre. Hans far er nemlig af dansk (og delvis bornholmsk) afstamning. Kainoas mor stammer derimod fra Hawai’is oprindelige, polynesiske befolkning, og derfor har han også fordybet sig meget i traditionel hawai’iansk kultur og har endda skrevet en bog om det.

I onsdags lavede han så et Facebook-opslag med teksten ”Glædelig kaptajn Cooks dødsdag!” Kaptajn James Cook var ham der ”opdagede” Hawai’i (som vi jo plejer at kalde det når et land for første gang bliver besøgt af en europæer), og han navngav dem Sandwich-øerne efter sin sponsor, den britiske flådeminister John Montagu, Earl of Sandwich (og ja, det er også ham der har lagt navn til to skiver brød klappet sammen med fyld imellem). Men øerne havde jo allerede navne, og de lokale havde ikke noget forhold til jarlen af Sandwich, så navnet ”Sandwich-øerne” slog aldrig an og endte med at blive droppet igen.

                      Tilbage til James Cook: Da nogle indfødte hawai’ianere stjal en af hans langbåde, reagerede Cook tåbeligt ved at forsøge at tage den hawai’ianske konge som gidsel, og det slap han ikke levende fra. Men selvom James Cook omkom, var Hawai’is isolation ikke desto mindre blevet brudt, og i årene der fulgte, blev øerne på godt og ondt forvandlet til ukendelighed som følge af kontakten med europæere, amerikanere og kinesere. Den klart bedste og vigtigste forandring var at evangeliet om Jesus Kristus kom til Hawai’i. Hvad der var den værste forandring, er vanskeligere at sige, men det blev i hvert fald et stort problem at der ankom diverse sygdomme som hawai’ianerne ikke havde nogen immunitet imod, så som kopper, syfilis, kolera, influenza, og ikke mindst spedalskhed. For at undgå at smitten spredte sig, befalede kong Kamehameha 5. i 1865 at de spedalske skulle isoleres på et vanskeligt tilgængeligt næs på øen Moloka’i, hvor de i høj grad blev overladt til sig selv.

Den katolske missionsbiskop på Hawai’i så et behov for at der blev udpeget en præst til at betjene spedalskhedskolonien, men han syntes ikke han kunne beordre nogen til at påtage sig en så sundhedsfarlig mission, så i stedet spurgte han om nogen ville melde sig frivilligt. Og det ville den 33-årige belgiske præst Damiaan de Veuster, der i 9 år havde virket på Hawai’i, hvor han var kendt som ”Father Damien”. Det var meningen at Damiaan skulle virke i kolonien i nogle få måneder ad gangen, på skift med tre andre præster, men da tiden var inde til at han skulle afløses, afslog han, for det stod ham klart at hvis han ville gøre sig forhåbninger om at nå de spedalske med budskabet om Guds kærlighed, så krævede det at han i ét og alt delte deres vilkår. Som han skrev i et brev til sin storebror hjemme i Europa: ”For de spedalske er jeg blevet som en spedalsk for at vinde alle for Jesus Kristus.” Og han kom ikke kun til at blive ”som” en spedalsk, for efter 12 år i kolonien opdagede han at han selv havde fået spedalskhed. Han fortsatte imidlertid sit arbejde, der både omfattede forkyndelse og en omfattende social indsats, indtil han 4½ år senere døde af sygdommen, 49 år gammel. På det tidspunkt havde han opnået en international berømmelse der kan sammenlignes med den Mother Teresa opnåede et århundrede senere, og selvom der siden har været lidt diskussion om hans eftermæle, så står der den dag i dag generelt stor respekt om hans selvopofrende tjeneste. Mahatma Gandhi nævnte ham som en af sine store inspirationskilder, den store flamske tv-station VRT kårede ham i 2005 til den største belgier nogensinde, og i 2009 blev han helgenkåret af pave Benedikt 16.

Grunden til at jeg fortæller jer den her historie, er at trods al den hæder der er blevet udøst over Sankt Damien af Moloka’i (som er hans officielle helgennavn), så lader vi ikke til at have lært ret meget af hans eksempel – ja, i virkeligheden er det vel ret paradoksalt at jeg overhovedet nævner al den hæder og ære der er blevet ham til del, som om den betød noget som helst. Mens Father Damien levede her på jorden, var han jo netop kendetegnet ved at han ikke søgte storhed og ære, men tværtimod meldte sig frivilligt til den mest uglorværdige position man kunne forestille sig. Det var netop på grund af sin ydmyge tilgang – det at han mødte de spedalske i øjenhøjde som deres ligemand i stedet for at distancere sig fra dem – at han kom til at gøre så stor en forskel og blev så populær blandt sine ulyksalige sognebørn. Selv da hans indsats førte til at kong Kal?kaua af Hawa’ii slog ham til ridder, så man aldrig ”Sir Damien” gå med sit ridderkors, for han anede nok med rette at det ville have skabt en afstand mellem ham og de mennesker han var sat til at betjene, og på den måde ville have været en hindring for hans arbejde.

Paradoksalt er det også at Father Damiens ydmyge indstilling overhovedet er noget som jeg finder anledning til at fremhæve som noget exceptionelt, for i virkeligheden udviste han jo blot den indstilling som enhver kristen bør udvise. Det fremgår i hvert fald tydeligt af de ord af Jesus som vi har lyttet til i dag: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.” Så hvordan kan det være at det alligevel forekommer os så exceptionelt og fremmedartet?

Jeg tror at det blandt andet hænger sammen med at det at fremhæve sig selv er så dybt rodfæstet i vores kultur. Hvis man udviser ydmyghed, bliver man ikke leder; så enkelt er det. For at blive valgt til en politisk tillidspost er man nødt til at føre valgkamp, og det indbefatter i sagens natur at fremhæve sine egne kvaliteter for at overbevise vælgerne om at man er et bedre valg end modkandidaten. Noget lignende gør sig gældende når man sender en jobansøgning; her drejer det sig også om at pege på sine kvalifikationer så man bliver foretrukket frem for de øvrige ansøgere. Og det er ikke spor anderledes i kirken, når der skal vælges en biskop eller ansættes en præst eller organist eller kirke-/kulturmedarbejder (selvom der her på Bornholm for tiden sjældent er så forfærdelig mange ansøgere om buddet). Og det er egentlig ikke fordi jeg har et brugbart forslag til en bedre måde at køre ansættelsesprocedurerne på – vi skal bare huske at de ting der ser godt ud på et cv, ikke har nogen betydning for vores egnethed i Guds rige. Verden kigger efter stærke og selvsikre ledere, men det gør Gud ikke; tværtimod kan vi læse i Salmernes Bog at det Gud gerne vil have fra os, er en sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte (Sl 51,19). Faktisk er det sådan at en for stor selvtillid ligefrem kan være diskvalificerende i Guds rige. I slutningen af Andet Korintherbrev kan vi læse at Paulus på et tidspunkt fik en åbenbaring, hvor han fik lov til at se ind i himlen og høre, som han udtrykker det, ”uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2 Kor 12,4). Den oplevelse har utvivlsomt styrket hans tro og opmuntret ham i hans tjeneste. Men hør så hvad han tilføjer: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ’Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.’ Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,7-10).

Hvad Paulus helt konkret mente da han talte om ”en torn i kødet”, ved vi ikke. Nogle mener at der var tale om en fysisk lidelse, andre at det var et menneske der modarbejdede ham, mens atter andre mener at der var tale om samvittighedsnag over hans synderegister som forfølger af de kristne i tiden før han selv kom til tro. Hvad det end var, så var det i hvert fald noget der beskyttede ham imod at blive hovmodig og mindede ham om at han faktisk var stærkest når han var magtesløs, fordi det gav plads til at Guds magt kunne udøves igennem ham.

Også Peter (som i dagens evangelietekst kaldes ved sit fødenavn, Simon) havde så rigeligt med selvtillid at den nok kunne trænge til at blive ”stynet” lidt. Ja, det havde alle disciplene tilsyneladende, siden de sad og skændtes om hvem af dem der skulle regnes for den største, men hvis vi havde fået lov til at få det vers med som står umiddelbart efter det sted hvor man har valgt at lægge ”cuttet” for dagens tekst, så ville vi have hørt Peter give følgende svar til det Jesus sagde, om at han ville bede for ham, for at hans tro ikke skulle svigte. Han sagde: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.” Og der er ingen tvivl om at han mente det i det øjeblik. Men få timer senere blev Jesus arresteret og ført bort i lænker, og så begyndte det at knibe med Peters evne til at leve op til sine fine løfter. Han sneg sig ganske vist efter soldaterne ind i ypperstepræstens gård, men da han så blev spurgt af nogle af de andre tilstedeværende om han var en af Jesu disciple, benægtede han det tre gange og bandede endda på det. Der var altså ikke dækning for hans selvtillid. Hvis det var en topmedarbejder i en moderne virksomhed der havde svigtet på den måde, ville det nok have betydet at hans karriere var forbi (medmindre han kunne finde en anden at tørre ansvaret af på), men hos Jesus er det det lige omvendt. Jesus sagde jo: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Jesus vidste at Peters fiasko netop var det der skulle til for at lære ham at stole på Guds nåde og ikke på sin egen styrke, og når han havde lært den lektie, ja, så var han klar til at indtage sin plads som discipelflokkens leder efter Jesu himmelfart. I den katolske kirke betragter man endda Peter som den første pave, og selvom der, så vidt jeg er orienteret, ikke er noget der tyder på at Peters stilling var nær så ophøjet som den stilling paven har i dag, så synes jeg alligevel det er interessant at en af pavens titler er ”Guds tjeneres tjener”. Selvom man vist roligt kan sige at det langtfra er alle de paver der i tidens løb har været, der har haft en tjeners ydmyge indstilling, så er den titel i hvert fald en påmindelse om hvilken kvalitet der er den vigtigste hos en leder i den kristne kirke, uanset om kirken er katolsk eller protestantisk, og uanset hvilket niveau af lederskab der er tale om.

Derfor skal vi ikke fortvivle når vi ikke formår at leve op til andres eller vore egne forventninger. I stedet må vi tage det som en anledning til at minde os selv om at vi skal stole på Guds nåde og ikke på vores egen styrke – præcis som Peter og Paulus måtte lære det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2024
Tags: Første Mosebog 4.1-12, Jakobsbrevet 1.9-16, Lukasevangeliet 22.24-32